En af dem, der gerne vil donere blod, er Brian Friis fra Odense.
- Min storebror er bloddonor, og jeg tænkte, at det vil jeg egentlig også gerne være. Da jeg så sad på hjemmesiden og kiggede, fandt jeg ud af, at hvis man er homoseksuel eller har været sammen med mænd, så er der en rubrik, man skal krydse af, og så er det ikke muligt at være bloddonor.
For Brian Friis føles det som diskrimination.
Bloddonation i valgkampen
På trods af grundig screening af blodet, der kan tjekke bloddonererne for smittefarlige sygdomme såsom HIV og hepatitis, så må homoseksuelle i Danmark ikke donere blod. Og den praksis bringer det radikale venstre i Odense nu ind i valgkampen.
- Det, der er problemet i denne her sag, er, at man kategorisk afviser en hel befolkningsgruppe ret til at donere blod, siger Mathias Von Jessen, som er folketingskandidat for Radikale Venstre
Stor risiko for smitte
Men ifølge Sundhedsstyrelsen er det modtageren af blodet, der skal vægtes højere, når der laves en risikovurdering af smitte.
- Sex med en anden mand er en seksuel risikoadfærd, idet denne relation rent statistisk er indikator for øget risikoadfærd i relation til visse overførebare sygdomme, skriver Sundhedsstyrelsen.