Lejligheder i attraktive bykvarterer rives væk

I de store byer når et stigende antal lejligheder aldrig på nettet, før de bliver solgt. Købere skriver sig op

Boligkøbere, der er på udsigt efter en bolig i eftertragtede kvarterer i landets store byer, skal tilsyneladende være hurtige ved hoveddøren. Et stigende antal lejligheder hos ejendomsmæglerne bliver nemlig solgt, allerede inden de bliver sat til salg på nettet.

Ifølge Line Franck, daglig leder af Danbolig Aarhus City, bliver lejlighederne i visse kvarterer revet væk så hurtigt, at stadig flere kunder selv kommer ind i butikken for at blive skrevet op som køber.

- Der er meget stor efterspørgsel især på specifikke områder i byen, og der ryger de hurtigt. Det gælder for eksempel Frederiksbjerg og Ø-gaderne, siger Line Franck.

Hos ejendomsmæglerkæden Home er der hos mæglere i København, Aarhus, Odense og Aalborg en stigende tendens til, at lejligheder sælges til kunder i køberkartoteket og aldrig kommer på nettet.

Samtidig lader flere købere sig skrive op, oplyser Home. I første halvdel af 2015 ligger antallet af kunder i Homes køberkartotek omkring 36 procent over den samme periode sidste år og tæller nu "flere tusinde" potentielle købere, lyder det.

Ejendomsmægler Michael Hammerbak, medejer af 14 mæglerbutikker hos Home Bjerregaard & co. i københavnsområdet, melder også om kraftig stigning i antallet af registrerede købere.

Mæglerne har haft fokus på at skrive kunderne op, men køberne henvender sig også i stigende grad selv med specifikke ønsker til beliggenhed og størrelse, fortæller han.

- Der er selvfølgelig fokus på, at der er gang i markedet. Så hvis man er interesseret i at købe en lejlighed, vil man jo gerne være den første, der får at vide, når der er noget nyt til salg. Og med de mest attraktive lejligheder skal man være hurtigt ude.

- Det vil sige i København City, indre Frederiksberg, indre Vesterbro og de attraktive områder i Valby og på Amager, siger Michael Hammerbak.

Ifølge de seneste tal fra Realkreditrådet fra juni er antallet af solgte lejligheder oppe på et niveau, som ikke er set siden før krisen. Samtidig er antallet af udbudte ejerlejligheder på et lavt niveau, som også svarer til før krisen.

Samlet kan det ifølge Realkreditrådet blandt andet forklares med, at flere lejligheder sælges direkte fra mægler og dermed ikke udbydes til salg på internettet.

Oversigt

    Oversigt