Møg-sagen om Landbrugsvej rejser nye spørgsmål

En nøglemedarbejder er tilsyneladende ikke en del af den interne redegørelse om lukningen af Landbrugsvej. Det undrer TV 2/FYNs politiske redaktør, Jesper Buch.

Politisk vurdering:

Odenses tidligere byplanchef Dorthe Harbo Andersen er tilsyneladende ikke omfattet af den interne redegørelse omkring den ulovlige lukning af Landbrugsvej.

Mærkeligt, hvis en så central placeret medarbejder er gået fri, siger TV 2/Fyns politiske redaktør Jesper Buch.

By- og Kulturforvaltningens (BKFs) interne gennemgang af sagen stiller åbenbart rådmand Jane Jegind (V) og direktør Anne Velling tilfreds. Men for offentligheden er der stadig nogle ubesvarede spørgsmål.

For eksempel ville det være interessant at læse den interne gennemgang af vejlukningen. Interessant, fordi offentligheden har en klar interesse i at få fuldt belyst, hvordan det kunne ske, at borgernes demokratiske rettigheder blev trådt under fode, uden rådmanden og direktøren blev orienteret i tide.

TV 2/Fyn har derfor bedt om at få materialet udleveret, men vores anmodning er blevet afvist med den begrundelse, at der er tale om et internt dokument.  Vi har nu meddelt BKF, at afgørelsen vil blive indklaget til Tilsynsrådet.  

Fyens Stiftstidende er også nægtet aktindsigt, men er dog på anden vis kommet i besiddelse af notatet. Avisen skrev den 23. april, at en kontorchef, som ifølge avisens kilder havde kendskab til sagen om den ulovlige lukning af Landbrugsvej, slet ikke er nævnt med et ord.

I dag kan TV 2/Fyn så fortælle, at den pågældende kontorchef er identisk med tidligere byplanchef Dorthe Harbo Andersen.  Hun forlod stillingen i december 2015 for at blive planchef i Roskilde Kommune.

Dorthe Harbo Andersen må nødvendigvis alene i kraft af sin centrale position i BKF have kendt til sagen, og derfor er det meget mærkeligt, hvis hun er gået helt fri af undersøgelsen.

 
 

TV 2/Fyn har forsøgt at få et interview med Dorthe Harbo Andersen, men hun har ikke reageret på vores telefonopringninger. Vi har derfor sendt hende en e-mail med kun ét spørgsmål:

Orienterede du direktør og/eller rådmand, da du blev opmærksom på, at der var sket lovbrud i forbindelse med lukningen af Landbrugsvej?

Men den tidligere byplanchef vil ikke forholde sig til spørgsmålet. Hun skriver tilbage, at hun ingen kommentarer har til sagen.

Derfor må vi nøjes med de forsikringer, som er kommet fra administrerende direktør Anne Velling, som føler, at hun nu har dannet sig det fornødne overblik til at kunne foretage de personalemæssige konsekvenser.

Og offentligheden må også nøjes med rådmanden og direktørens ord for, at de først på et sent tidspunkt blev klar over, hvor alvorlig situationen var.

Status er derfor, så vidt vi er oplyst, at det kun er afdelingschefen, som er draget til ansvar for, at rådmanden og direktøren blev holdt hen i uvidenhed i næsten et helt år. Afdelingschefen har nu modtaget en skriftlig advarsel, men fortsætter i samme stilling.

Men hvad var Dorthe Harbos rolle? Hvorfor gik hun fri af den interne undersøgelse?  Hvad står der i den interne redegørelse?

Offentligheden har krav på, at denne sag bliver fuldt belyst.

Oversigt

    Oversigt