Emma har slået 17 rekorder i sin SFO - og det har en særlig sidegevinst

Ifølge Børne- og Undervisningsministeriet er trivslen i den danske folkeskole faldende, men i Glamsbjergskolens SFO har daglige rekorder gjort børnene gladere.

- Jeg skal have en kop på panden i længst tid, siger Emma Ismail om dagens udfordring, som er en rekord, hun skal slå.

I Glamsbjerg SFO har otteårige Emma Ismail set frem til at få fri fra undervisning og bruge sin eftermiddag på det, hun elsker mest. Nemlig at slå rekorder.

Hendes bedrifter indebærer blandt andre at række tungen ud i længst tid, lave den længste kæde af papirklips og tegne flest hjerter på kortest tid.

Koppen skal kunne stå på panden uden at falde ned.
Koppen skal kunne stå på panden uden at falde ned.
Foto: Sine-Maria Holt Fabricius

I dag skal hun balancere en kop på sin pande i mere end otte minutter og fire sekunder, men Emma Ismail er ambitiøs, så hun går efter ni eller ti minutter. Undervejs må hun ikke holde koppen fast med hænderne, og hun skal enten stå eller sidde.

Lykkes det Emma Ismail bliver det den 17. rekord, som hun har erhvervet sig i SFO'en.

Rekord-aktiviteter fastholder børnene

Trivslen i den danske folkeskole er faldende og den tendens ses også i Assens Kommune, hvor Glamsbjergskolen ligger. Mens trivslen i skoleåret 2014/2015 var 92 procent, var den i skoleåret 2022/2023 nede på 86,9 procent.

I 2023 indførte Glamsbjergskolens SFO en aktivitet for børnene, hvor de kunne få lov til at forsøge sig med alverdens børnerekorder.

Selvom det ikke kan bevises, at børnerekorder i sig selv kan få trivselsprocenten i en videnskabelig undersøgelse til at stige, oplever pædagog i Glamsbjergskolens SFO, Nicklas Sunil, at børnene trives mere.

- Før vi startede med rekorder, fandt børnene i højere grad alternativer til SFO’en. Nu er der flere børn, der melder sig til, fordi vi laver så mange aktiviteter, siger han.

Det er Nicklas Sunil, der holder øje med, om reglerne bliver overholdt.
Det er Nicklas Sunil, der holder øje med, om reglerne bliver overholdt.
Foto: Sine-Maria Holt Fabricius

Rekorderne gjorde en forskel for Emma Ismail

For særligt Emma Ismail gjorde rekord-aktiviteterne en forskel. Før var hun indadvendt og vidste aldrig helt, hvad hun skulle give sig til i SFO’en.

- Før var jeg meget genert. Nu er jeg blevet gladere og bedre til alt, siger hun og smiler fra øre til øre.

For Emma Ismail startede rekordfesten med bunker af papirklips og en stor portion tålmodighed.

- Jeg købte papirklips derhjemme, og så øvede og øvede og øvede jeg mig, siger hun.

I den rekord skulle hun lave den længste kæde af papirklips på kortest tid og med al øvelsen derhjemme endte hun med en kæde af 82 papirklips på tre minutter og 15 sekunder.

- Det vendte for Emma, da hun slog sin første rekord, der fik hun vindergejst i øjnene. Og det gjorde, at hver gang hun var her, så skulle hun bare slå flere rekorder, siger Nicklas Sunil.

I dag er Emma Ismail det barn i SFO’en med flest rekorder.

Den store afgørelse

Og hvordan går det så med dagens rekord?

Ved bordet har andre børn samlet sig om den unge rekordmester. De holder øje med tiden og hepper på hende.

- Kom så Emma, du kan godt, lyder det i hele SFO’en. 

De andre børn i SFO'en er også optagede af Emma Ismails rekordforsøg
De andre børn i SFO'en er også optagede af Emma Ismails rekordforsøg
Foto: Sine-Maria Holt Fabricius

Da hun rammer de otte minutter og fire sekunder, melder de ind, at nu er rekorden slået, men Emma Ismail bliver ved som minutterne går. Til sidst giver positionen dog hold i nakken.

- Jeg kan ikke mere, siger Emma Ismail og tager koppen i hænderne.

Ikke blot slår hun tiden, men den er også meget bedre, end Emma Ismail selv havde planlagt.

- 11 minutter og 45 sekunder, så næsten 12 minutter, siger hun begejstret og stiller op til endnu et billede og endnu en diplomunderskrivning, der skal op på væggen i SFO’en. 

Oversigt

    Oversigt