Facebook i Odense køber norsk strøm

Ny stor vindmøllepark i Norge vil forsyne Facebook i Odense med grøn energi.

Det bliver ikke danske vindmøller, der skal levere strøm til Facebook i Odense.

Svenske Vattenfall har skrevet kontrakt med den amerikanske gigant og skal levere strøm til datacentrene i både Odense og Luleå i Sverige. 

Det oplyser Vattenfall i en pressemeddelelse.

Facebook har købt 100 procent af den energi, Vattenfall producerer. Strømmen kommer fra Bjerkreim-anlægget i Norge, og vindmøllerne vil levere 294 megawatt grøn strøm til Facebooks datacentre. 

- Vi er meget stolte af vores langsigtede samarbejde med Facebook. Aftalen er Vattenfalls største aftale med en ekstern partner i Norden, siger Branislav Slavic, vicedirektør i Vattenfalls afdeling for nordisk samarbejde.

Det har fra start været Facebooks mål, at centrene skal køre 100 procent på vedvarende energi.

Opvarmning til odenseanere

Facebooks kommercielle direktør for energi og infrastruktur, Vince Van Son, er ligesom nordmændene tilfreds med aftalen - men ifølge direktøren kan odenseanerne også være glade for aftalen.

- Aftalen sikrer, at vi anvender grøn strøm, der kan genanvendes i begge vores datacentre. Det betyder, at det vil være muligt at producere vedvarende opvarmning til borgerne i Odense fra den varme, centret genererer, siger Vince Van Son. 

Det forventes, at Facebook-centret i Odense står klar i 2020.

Oversigt

    Oversigt