Parkeringskælder raseret

To gange i løbet af natten måtte Fyn Politi rykke ud på grund af hærværk.

Første gang politiet måtte i aktion var på Palnatokesvej i Odense centrum.

Omkring ti mennesker var mødt op i en kælder og havde raseret inventaret. De var dog forsvundet, da politiet nåede frem til stedet.

- Naboerne siger, at det er sådan et sted, hvor man kommer og ryger hash, men vi ved ikke noget om, hvorfor det skulle raseres, siger vagtchef Erik Halkjær.

Klokken lidt over et er den gal igen.

Femten til tyve unge mænd møder op i en parkeringskælder på Londongade i Odense. De har baseballbat og kæder med, og de går amok på flere biler. Desuden blev en mand ramt i hovedet af et slag.

Igen var gerningsmændene flygtet, da politiet nåede frem.

Politiet ved ikke, om det er de samme personer, der har stået bag begge tilfælde af hærværk.

- Vi har ikke noget motiv, for i begge tilfælde har det været i miljøer, hvor man ikke har så meget lyst til at hjælpe politiet, siger Erik Halkjær.

Oversigt

    Oversigt