Fynsk fjord har det elendigt: Nu tager byråd fat om en varm kartoffel - landbruget

Venstre og SF i Nyborg Byråd åbner nu muligheden for, at kommunen kan købe landbrugsjord, der forurener Holckenhavn Fjord og oplandets vandløb. Konservative advarer om "fine ord på glitret papir".

Nyborg og Holckenhavn Fjord har det skrækkeligt. Der er stort set ingen torsk og 80 procent af rødspætterne væk. Det kunne TV2 Fyn fortælle i efteråret.

Nu har Venstre og SF i fællesskab foreslået to grønne initiativer, der måske kan reducere den overbelastning, der er af fjorden.

Allerede sidste år dokumenterede SDU i en rapport, at det er oplandet til Holckenhavn Fjord, der bidrager med hovedparten af belastningen i form af kvælstofforurening. 

68 procent af oplandet er opdyrket landbrugsjord, og de mange næringsstoffer er gift for havbunden og fiskelivet.

Tirsdag i sidste uge blev det besluttet i Nyborg Byråd at nedlægge det dårligt fungerede Ørbæk Renseanlæg og føre spildevandet til Nyborg Renseanlæg samt tage hånd om overløbsproblemer med kloakvand i byens lystbådehavn. 

En regning, som politikerne dog kan sende over til forbrugerne i forsyningsselskabet NFS.

Men den store udfordring bliver at føre det andet grønne forslag ud i livet.

Opkøb af landsbrugsjord

På forslag fra Venstre og SF lægges der op til strategisk opkøb af landbrugsjord i oplandet til Holckenhavn Fjord for at tage landbrugsjord ud af drift, flytte landbrugsproduktion til mindre sårbare områder og rejse skov.

- Mængden af næringsstoffer der udledes til Vindinge eller Ørbæk Å og Holckenhavn Fjord skal reduceres, hedder det.

Hidtil er det gået fodslæbende med at tage de 100.000 hektar lavbundsjorde ud af produktionen, som Folketinget besluttede i 2021.

Før jul var kun en halv procent blevet til vådområde eller anden natur, oplyste Ingeniøren.

Landmændene har peget på, at ordningen, som der er sat knap ti milliarder kroner af til, er for tung at administrere.

I forslaget fra de to partier i Nyborg Byråd er man inspireret af Odense Fjord-samarbejdet og de nye kystråd og vil samle lokale interessenter til Holckenhavn Fjords opland.

Og så vil man have forvaltningen til at "øge fokus på nye typer samarbejde og økonomisk støtte til konkrete indsatser".

Ifølge Nyborgs 1. viceborgmester Michael Gertsen (Kons.) er der dog en risiko for, at man ikke kommer ud af stedet.

Greenwashing

- Hvis det skal blive til andet end green-washing, skal vi finde pengene til det, sagde Michael Gertsen (K) under et byrådsmøde.

For netop økonomien er anstrengt i Nyborg, hvor man fra 2025 og frem skal finde 40 millioner kroner årligt, som ønskes kanaliseret over i det skandaleramte specialiserede socialområde.

- Så jeg har svært ved at se, at det er andet end fine ord på glitret papir, udtaler Michael Gertsen.

Også hos Danmarks Naturfredningsforening vil man gerne se resultater, oplyser lokalformand Nanna Adamsen.

Her venter man i øjeblikket på at blive inviteret til det nye samarbejde.

- Vi ser gerne, at der kommer gang i arbejdet, og at der fastsættes en tidsplan, så der kommer til at ske noget forholdsvis hurtigt, siger Nanna Adamsen.

Ole Tyrsted Jørgensen, der ud over at være afdelingsleder for Miljø og Grøn Omstilling i Faaborg-Midtfyn Kommune, også er SF-byrådsmedlem i Nyborg, mener, at udfordringen omkring Holckenhavn Fjord kræver nytænkning og nye typer samarbejder.

SF afventer muligheder

- I forhold til strategisk jordopkøb må vi se på det, når der opstår konkrete muligheder, siger Ole Tyrsted Jørgensen.

Socialdemokraterne i Nyborg Byråd har modtaget V og SF-forslaget positivt, men efterlyser en økonomisk ramme for projektet.

Fynsk landbrug organiseret i Centrovice gav allerede i efteråret udtryk for interesse i at komme med i et lokalt samarbejde om Holckenhavn Fjord.

Formanden Torben Povlsen har ligesom et andet Centrovice-bestyrelsesmedlem Henrik Terp selv marker i området og er med i Odense Fjord-samarbejdet.

Oversigt

    Oversigt