Jesper kræver millionerstatning af letbanen: - Ingen kan holde til det her

Jesper Thinggaard ejer to ejendomme langs letbanen. Nu vil han have en kæmpe erstatning.

90 naboer til letbanen kræver nu en erstatning for støj og gener, som de mener, letbanen har medført. Og en af dem er Jesper Thinggaard. Han ejer to ejendomme, der ligger op ad letbanen. 

Jesper Thinggaard kræver en erstatning på 6,1 millioner kroner. Erstatningskravet fra de 90 naboer løber op i mange millioner kroner. 

Flere af lejerne i Jesper Thinggaards ejendomme har klaget til ham på baggrund af letbanens støj. For Jesper Thinggaard er der især to konsekvenser ved at have en ejendom op ad letbanen.

- En del af det er selvfølgelig en forringelse af ejendomsværdien direkte, men så er der også det, der hedder svig og smerte undervejs fortæller han og uddyber:

- Det er en konstant spoleret nattesøvn på grund af en letbane eller skinnerensemaskine, der kører om natten. Og når vi så får etape to, så dobler vi jo op på alle udfordringer, fordi de kommer til at køre med dobbelt frekvens. Så er vi nede på under to minutter per kørende letbanetog. Det kan vi ikke holde til. Beboerne kan ikke holde til det. Ejendommene kan ikke holde til det, slår han fast. 

En "udmattelsesstrategi"

For Jesper har det været en hård og langsommelig proces at kommunikere med Odense Letbane. En proces der går 10 år tilbage, for inden letbanen overhovedet blev bygget, samlede han underskrifter ind mod den. Men nu er den her, og de bange anelser med støj og gener blev til virkelighed. 

- Jeg synes, det har været hårdt. Det har været virkelig op ad bakke, og man kan godt mærke, at der er en udmattelsesstrategi, der ligger bag, fordi man ikke rigtigt kommer igennem, fortæller Jesper Thinggaard. 

Og selvom Jesper Thinggaard har været i kamp mod letbanen i ti år, så tror han ikke på, at den stopper lige foreløbigt. 

- Vi får en meget lang kamp. Der er ikke nogen, der kan holde til det her. Det er ikke for sjovt, at der står så mange til salg skilte langs letbanen, fortæller Jesper Thinggaard. 

Så det du siger er, at du er klar til at gå til den absolutte yderste instans for at få medhold?

- Det gør jeg helt sikkert. Det er vi mange, der gør. 

Oversigt

    Oversigt