Unge anholdt for røveri på å-sti

Fire unge anholdt for gaderøverier Vollsmose-området.

Efter flere gaderøverier i Vollsmose-området i den seneste tid, heraf flere i weekenden, har Fyns Politi mandag anholdt fire formodede gerningsmænd.

Der er tale om unge fra lokalområdet: en 14-årig, en 16-årig og to 15-årige drenge.

Ingen af dem er tidligere straffet - jævnfør deres unge alder, men de er kendt af politiet for mindre forseelser og hændelser.

Tre overfald i weekenden

Alene søndag var der tre tilfælde af overfald på Kertemindestien i Vollsmose.

Klokken ca. 16.50 bag Mølleløkkevej blev en 75-årig kvinde frastjålet sin taske indeholdende blandt andet en mobiltelefon. Tasken lå i kvindens cykelkurv.

Klokken ca. 16.50 bag Tjørnehaven ved B1909s tennisbaner blev en 12-årig dreng under trusler frarøvet et I-phone-cover samt 50 kr.

Klokken ca. 17.00 bag Abildgaardskolen blev en 57-årig kvinde overfaldet med halsgreb og kvælertag. Hun blev trukket bagover og hen ad stien i forsøget på at fravriste hendes taske. Hun råbte op og klamrede sig til tasken, hvorfor gerningsmændene måtte opgive deres forehavende og ikke fik noget udbytte.

To kræves fængslet

Fyns Politi undersøger nu, om de anholdte kan sættes i forbindelse med flere tyveri- og røveriforhold fra området.

Den 14-årige og ene 15-årige er løsladt igen og overgivet til Odense Kommune, da deres deltagelse i forholdene er klarlagt som værende meget perifer. De øvrige to anholdte forventes fremstillet i grundlovsforhør tirsdag formiddag ved Retten i Svendborg.

Oversigt

    Oversigt