Det giver anledning til hovedrysten, at Region Syddanmarks udvalg for Byggeri, Indkøb og Grøn omstilling, ikke er blevet orienteret om asbestfaren i kælderen på OUH. Det siger næstformand for udvalget, Carsten Sørensen (DF).
Han siger det efter TV 2 Fyn har fortalt, at gulvet med asbestholdigt materiale i kælderen under OUH revner og smuldrer flere steder.
- Det er en skam, for jeg troede, at vi var kommet dertil, at vi blev orienteret om den her slags. Især når der er tale om et sygehus som er i drift. Det skal løses meget, meget hurtigt, siger Carsten Sørensen.
Derfor har Carsten Sørensen bedt administrationen i regionen om at lave en redegørelse over, hvorfor udvalget ikke har fået noget at vide.
- Jeg vil bare generelt meget gerne orienteres. Når vi har asbest i et sygehus, så vil vi vide, at udfordringen findes. Det er kritisabelt, at vi intet har hørt.
OUH siger til TV 2 Fyn, at man er opmærksom på asbesten i kælderen og har foretaget støvprøver, der ikke viser asbest i luften, ligesom det understreges, at de slidte områder er inddæmmet efter reglerne.