I Holland har det siden 2002 været lovligt for læger at yde aktiv dødshjælp. Siden 2016 har det været årsag til hvert femogtyvende dødsfald. I 2018 svarede det til 6.126 dødsfald i alt, hvor enten aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord var anvendt. Langt de fleste patienter havde efterspurgt behandlingen på baggrund af en kræftdiagnose.

Også i Holland er meningerne delte. Kritikere mener, at omfanget af aktiv dødshjælp har taget overhånd, og et stigende antal læger nægter at stå for behandlingen. Det fortæller den hollandske professor i etik Theo Boer.

- Aktiv dødshjælp gik fra at være en undtagelse til at være en standard-mulighed. Det blev en patients ret, siger han.

Kigger man på tallene fra Holland, har udviklingen rigtig nok været konsekvent stigende fra lovens introduktion i 2002. Det år blev der rapporteret 1.882 sager, hvor enten aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord blev anvendt. I 2018 er tallet steget til 6.126.

Theo Boer har beskæftiget sig indgående med den hollandske lovgivning. Fra 2004 til 2015 var han en del af et regionalt panel, der vurderede brugen af aktiv dødshjælp efter behandlingen havde fundet sted.

- I begyndelsen fungerede loven efter hensigten, men med årene begyndte tallene at stige hurtigt og kontinuerligt. Med tiden så vi tegn på, at patienter oplevede et pres fra deres pårørende til at vælge aktiv dødshjælp, eller at de ønskede at spare deres pårørende for den byrde, de følte, de var blevet for dem, siger Theo Boer.

I stedet mener han, at man bør fokusere på palliativ behandling. Begrebet dækker over den smertelindrende behandling, der ydes til døende patienter.

- Aktiv dødshjælp blev introduceret som en sidste udvej i 1970’ernes Holland. Det var tiltænkt mennesker, der led en forfærdelig død, for der var meget få muligheder for at smertestille. Men i de seneste 20 år er både Holland og Danmark blevet langt bedre til palliativ behandling, siger Theo Boer.

- Det helbreder ikke døende patienter, men det gør patienterne komfortable i den sidste tid. Alligevel er aktiv dødshjælp langt mere efterspurgt nu, end det var for år tilbage. Selvom jeg mener, at behovet burde være mindre. Det er en uforståelig udvikling.

I Odense sidder 56-årige Per Andkjær i sin kørestol i et rødt parcelhus. Her bor han med sin kone. 

Alt syner normalt, når man står midt i stuen. Eneste synlige bevis på, at noget er anderledes, er kørestolen, som Per har siddet i siden 1986 efter en trafikulykke. 

Men Per Andkjær er dødeligt syg og vil gerne dø. Det er ikke et let valg, men han har taget beslutningen sammen med familie og venner. Han kan bare ikke få hjælp til at gøre det i Danmark. 

I 2015 fik Per Andkjær konstateret kræft i halsen. I løbet af 2016 blev han behandlet med kemoterapi og stråler. 

Selvom Per bliver rask, tager han til læge med en anden fornemmelse i kroppen i foråret 2019. Han har længe haft det dårligt og følt, at noget var galt. Han bliver scannet og skal vente på svaret, som han får, når han skal til samtale hos lægen nogle dage senere. 

- Alt var ellers fint. Jeg gik til mange kontroller, men kræften har gemt sig, siger Per Andkjær.

Han får i påsken 2019 den besked, ingen vil have. 

Han har en syv centimeter lang knude i den ene lunge. 

- Passer det virkelig? Er det mit cpr-nummer, der står på den seddel der? Er det virkelig nu, at det skal ske?, tænkte han. 

Det passer - og der er ikke noget at gøre. Sygdommen kan kun smertelindres, og den vil koste ham livet. 

Boede han i Holland, ville han sandsynligvis kunne få hjælp til at dø. Han ville kunne få bevilget aktiv dødshjælp.

I Holland kan patienter, der opfylder visse krav, få en dødbringende dosis, for eksempel af en læge, der ved præcis, hvor meget der skal til.

Til sammenligning findes assisteret selvmord. Begrebet dækker over, at man bevidst hjælper en anden person til at begå selvmord - for eksempel ved at give dem de piller, der skal til, eller ved at guide personen. Det var det, den fynske læge Svend Lings er dømt for.

Begge dele er lovligt i Holland, mens vi i Danmark tillader passiv dødshjælp, hvor en læge undlader at påbegynde livsforlængende behandling efter aftale med en patient eller patientens familie.

I Danmark er det også tilladt at standse livsforlængende behandling, give smertestillende medicin selvom det er i en dosis, der har risiko for at forkorte patientens liv eller yde palliativ sedering. Det vil sige, at man ved hjælp af lægemidler reducerer patientens bevidsthedsniveauet med henblik på at lindre svær lidelse.

I en undersøgelse foretaget af YouGov for Kristeligt Dagblad i 2017 svarer 72 procent svarer nej til spørgsmålet, om Danmark bør fastholde et forbud mod aktiv dødshjælp, mens kun 11 procent svarer ja, og 17 procent svarer ved ikke. 

I Zaandam nord for Amsterdam sidder Anja Bon i sin lejlighed, hvor hun og hendes mand har boet sammen. Hendes mand fik hjælp til at dø den 12. maj 2016, fordi både hans læge og en konsulterende læge efter en række samtaler og undersøgelser bakkede op om beslutningen. 

- Han fortalte mig, at han ikke ville have mere behandling. Han sagde, at han ikke ville være her mere, siger Anja. 

Hendes mand havde uhelbredelig kræft. 

At han ikke ville mere, var ikke en overraskende besked for hende, at han ønskede at dø. De havde nemlig snakket meget om muligheden for at få hjælp til at dø. Både de to imellem, men også med deres to børn, der skulle miste deres far. 

- Vi gav ham alle lov til at tage afsted, siger Anja Bon. 

Bert Keizer er en hollandsk læge og filosof. Han er en af landets mest fremtrædende fortalere for aktiv dødshjælp, og han har selv stået for at give en patient en sprøjte med et dræbende indhold.

- Det er en måde at forlade livet med dem du holder af omkring dig på en god måde, siger han.

Som filosof Bert Keizer peger på, at ingen bliver spurgt, om de ønsker at være menneske, før de bliver født. Derfor skal man selv have lov til at gøre en ende på det, hvis det er for ulideligt.

- Jeg synes, at det er en menneskeret selv at kunne afslutte sit liv. 

I Danmark er det en politisk beslutning, om aktiv dødshjælp skal være lovligt.

Når politikerne lovgiver, gør de det blandt andet med udgangspunkt i rådgivning fra Det Etiske Råd, der blev oprettet i 1987 med det formål at rådgive Folketinget og offentlige myndigheder. For eksempel om etiske spørgsmål som aktiv dødshjælp.

Rådets næstformand, Bolette Marie Kjær Jørgensen, er historiker, journalist og presseansvarlig på Syddansk Universitet. Hun deler professor Theo Boers holdning til, at fokus først og fremmest bør være på palliativ behandling. Også selvom der er plads til forbedring på området, siger hun.

- Vi skal have viden om palliation, viden om smertelindring og have det bredt ud. Og det kræver fagpersonale, der er gode til det. Folk skal betrygges i, at der ikke er nogen, der skal lide unødigt. I Etisk Råd møder vi mange, der har haft dårlige oplevelser med pårørende, der lider og sygner hen. Sådan skal det ikke være.

Ifølge Bolette Marie Kjær Jørgensen er der også et væsentligt hensyn at tage til det sundhedsvæsen, der hypotetisk set ville skulle løfte opgaven om at yde aktiv dødshjælp.

- Det svarer til at sige til sundhedspersonalet, at deres arbejde er meningsløst. Man går ind i det hverv, fordi man gerne vil drage omsorg. Hvis det betød, at man også skulle yde aktiv dødshjælp, tror jeg, det ville være et kæmpe pres. Jeg mener ikke, det er noget, man kan pålægge andre mennesker.

Per Andkjær er opmærksom på, at der findes alternativer. Men hvis han blev tjekket ind på et hospice og fik palliativ behandling, ville det stadig være på andres præmisser. Han ville stadig ikke selv kunne tage den endelige beslutning over sin egen død. Har han ikke en pointe?

- Jeg kan sagtens forstå hans pointe om selvkontrol. Det vil vi gerne have i de fleste af livets forhold. Men det her er selvbestemmelse omkring noget, som er alt eller intet, svarer Bolette Marie Kjær Jørgensen. 

Da Anja Bons mand skulle dø, foregik det i soveværelset i lejligheden i Zaandam en torsdag i maj 2016 klokken 12. Han lå i sin side af sengen og ved siden af, som så mange gange før, lå Anja Bon. 

Forskellen denne gang var bare, at det var sidste gang, de lå sådan. 

Bag sengen stod deres to børn og kiggede på forældrene. 

- Det var et meget specielt øjeblik. Meget intimt. Det var ikke farligt, og det var ikke skræmmende for nogen. Det var et godt øjeblik, siger Anja Bon, der samtidig også beskriver øjeblikket som værende meget svært. 

Hendes mand var hendes livs kærlighed og savnet er stadig stort, men han var syg, og han var i risiko for at miste al hjernefunktion. Det var for ham ikke værd at leve sådan. Og for Anja Bon var det vigtigt, at hendes mand havde et værdigt liv, og derfor er hun glad for, at de havde muligheden for aktiv dødshjælp.

Per Andkjær venter bare. Han kan ikke få samme hjælp som Anja Bons mand. Han er syg, og han ved, at han skal dø af sygdommen, men indtil da vil han gøre, hvad han kan for, at der sker ændringer i forhold til at få mulighed for at gøre brug af aktiv dødshjælp. 

Det skal være en ordentlig måde, hvor der er taget højde for alle. Patienterne og lægerne. 

- Det er ikke noget med tvang. Det er ens egen fri vilje. Det er dit liv, det er mit liv. Det må vi da kunne få lov til at bestemme over selv. Selv til sidste åndedrag. Det kan ikke være rigtigt andet, siger han. 

Lise Hohwys mor kunne ikke heller få samme hjælp som Anja Bons mand. I hvert fald ikke lovligt. Hun fik hjælp af Svend Lings til at afslutte sit liv. Det gjorde hun, fordi aktiv dødshjælp er ulovligt i Danmark. 

Derfor var Lise Hohwy og hendes mor også enige om, at moren selv skulle tage det sidste skridt. Lise var med hende meget af vejen, og de talte meget om processen og livet efter morens død. 

Lise Hohwys mor ville gerne have haft en ved sin side. Hun ville også gerne have haft en professionel til at hjælpe hende med at give hende sprøjten, der afsluttede livet. Også fordi hun var utryg ved, om det ville lykkedes for hende selv. Men det kunne hun ikke få. 

Det skete en dag i august 2018. Lises mor havde alt, hvad hun skulle bruge for at gøre det forbi med sit liv. Det havde hun haft siden juni måned. 

Den endelige beslutning kom en torsdag nat i august, hvor hun havde været på toilettet. På vej tilbage til sin seng faldt hun og kunne ikke komme op igen. Det var dråben. Nu ville hun ikke mere. Fredag morgen tog hun medicinen.

01:43 Luk video

Familien var ikke samlet, da det skete. De vidste heller ikke, at det skete. Men alle i familien havde inden denne fredag morgen sagt og fortalt alt det, de skulle. De vidste, hvor de havde hinanden, og de vidste, hvorfor hun gjorde, som hun gjorde. 

- Men jeg var enormt ked af, jeg ikke kunne være med det sidste stykke vej. Jeg ville gerne have holdt hende i hånden, da hun døde, siger Lise Hohwy.

- Jeg ved ikke, om det hele blev hårdere af, at hun tog beslutningen selv. Det tror jeg egentligt ikke. Måske næsten tværtimod. 

Men den hollandske professor i etik Theo Boer er ikke så sikker på, at legalisering af aktiv dødshjælp er vejen frem.

- Det er ikke op til mig at rådgive et land om dets lovgivning, men jeg mener, at man bør være opmærksom på fakta. Og et af de fakta er, at så snart man har en lovgivning, der tillader aktiv dødshjælp, så skaber det automatisk efterspørgsel. Er det virkelig den vej, vi vil?

Læs også Per skal snart dø: - Må jeg ikke selv bestemme over den sidste tid?

Læs også Anjas mand fik hjælp til at dø: - Jeg lå ved siden af ham i sengen, da det skete

Journalist: Sofie Dambæk, Malte Jørstad
Fotograf: Alexander Aagaard
Webproducer: Louise Koustrup