I det fynske folks tjeneste

Anjas mand fik hjælp til at dø: - Jeg lå ved siden af ham i sengen, da det skete

Anja Bons mand ville hellere forlade livet tidligere end nødvendigt, end han ville miste sin hjernefunktion. I dag støtter Anja Bon stadig sin mands beslutning.

00:41

Her fortæller Anja Bon om øjeblikket, hvor hendes mand forlader livet. Tre år efter er hun stadig overbevist om, at det var den rigtige beslutning. Video: Alexander Aagaard

Torsdag den 12. maj 2016 ånder Anja Bons mand ud for sidste gang.

Han har igennem en længere periode været syg af kræft, der har spredt sig til hjernen. Men i sidste ende er det ikke kræften, der tager livet af ham.

Kort før sin sidste vejrtrækning, har han fået en sprøjte med et dødbringende indhold.

Tre år efter sin mands død er Anja Bon overbevist om, at aktiv dødshjælp var den rigtige beslutning. Foto: Alexander Aagaard

- Det var et meget særligt øjeblik. Jeg lå i sengen ved siden af ham. Vores børn var samlet bag ved sengen, fortæller Anja Bon.

- Det var ikke farligt eller skræmmende. Nej, det var godt. Og det gik meget stærkt.

Læs også Per skal snart dø: - Må jeg ikke selv bestemme over den sidste tid?

TV 2/Fyn møder Anja Bon i hendes lejlighed i Zaandam i Holland.

Denne uge sætter vi fokus på aktiv dødshjælp, efter den fynske læge Svend Lings er blevet dømt for at have hjulpet syge patienter med at begå selvmord. Ugen igennem undersøger vi den hollandske tilgang til aktiv dødshjælp. Her har aktiv dødshjælp været lovligt siden 2002.

- Han var mit livs kærlighed

Kærligheden mellem Anja Bon og hendes mand blomstrede, da de mødte hinanden i 1982.

- Vi mødte hinanden på vores arbejde, og vi blev forelskede. Vi kaldte os for "en arbejdsulykke", mindes Anja Bon.

- Jeg skulle senere finde ud af, at han var en fantastisk far.

Anja Bon, hendes mand og deres to børn. Foto: Alexander Aagaard

- Han var mit livs kærlighed, så da vi fik beskeden om, at han var dødeligt syg, var den første tanke: "Åh Gud, nej". Vi havde en aftale om, at vi skulle blive gamle sammen. Vi skulle rejse med vores camper, vi skulle opleve en masse sammen. Det var meget sørgeligt, at alt det stoppede, siger Anja Bon.

Anja Bons mand kommer hurtigt i behandling og får kemoterapi. Men lægerne vurderer, at det ikke er nok.

Se video: Derfor foretrak Anja Bon aktiv dødshjælp

01:12

Det ville være selvvisk at bede sin mand leve længere, når han ikke ønskede det, mener Anja Bon. Video: Alexander Aagaard

Luk video

Ville ikke mere

Anja Bons mand bliver sat på noget ny medicin, men det giver ham svære bivirkninger. Samtidig får han konstateret hjernemetastase, som betyder, at kræften har spredt sig til hjernen.

Efter et af de utallige lægebesøg, fortæller han Anja Bon, at han ikke ønsker at fortsætte behandlingen.

- Jeg vidste, det ville komme, fortæller Anja Bon.

- Kræften ville gå ud over hans kognitive evner, og for ham var det noget af det værste, der kunne ske. Han var en meget intelligent mand, og hans hjerne var en stor del af ham.

Anja Bon og hendes mand. Foto: Alexander Aagaard

De drøfter sagen med deres børn. Samtalen bringer mange tårer med sig, men i sidste ende beslutter de, at Anja Bons mand skal have lov til at forlade livet ved hjælp af aktiv dødshjælp. Familiens læge og en uvildig læge bliver også konsulteret, og de bakker op om beslutningen.

Torsdag den 12. maj 2016 får Anja Bons mand en sprøjte med et dødbringende indhold.

Vigtigt at kunne tage beslutningen

Tre år senere er Anja Bon stadig overbevist om, at det var den rigtige beslutning.

- Fordi han var mit livs kærlighed ønskede jeg, at han skulle være glad. Det kunne han ikke så længe han var så syg. Det var ulideligt for ham, og derfor er var det den rigtige beslutning, fortæller hun.

Læs også Svend Lings dømt i Højesteret: - Det kan jeg ikke leve med

Hun er stadig fortaler for den hollandske lovgivning, der giver patienter lov til at bede om aktiv dødshjælp, når de møder visse kriterier.

- Igennem et liv træffer vi så mange vigtige beslutninger. Om økonomi, om bolig, om uddannelse og arbejde. Derfor er det vigtigt, at man også kan træffe en beslutning om, hvornår det skal være slut.

Fakta: Kriterierne for at få aktiv dødshjælp i Holland

Før en hollandsk statsborger kan få aktiv dødshjælp, skal patienten blandt andet møde følgende kritierer:

  • Patienten skal lide ubærligt, og der må ikke være håb for forbedring.
  • Patientens ønske om aktiv dødshjælp skal fremsættes frivilligt.
  • Patienten må ikke være påvirket, når ønsket fremsættes.
  • Patientens læge skal konsultere med mindst én anden læge.
  • Patientens læge skal være til stede under behandlingen.
  • Er patienten mellem 12 og 16 år, kræver det forældrenes samtykke.

Kilde: Termination of Life on Request and Assisted Suicide Act

Se hele dokumentaren "Din død, dit valg?" her:

BRUG FOR HJÆLP?

Livslinjen

Har du selvmordstanker, så ring til Livslinien på 70 20 12 01. Du kan være anonym. 

 

Psykiatrifonden

Ring eller chat eller skriv og få faglig rådgivning. Ring på 39 25 25 25. Du kan være anonym. Pårørende kan også henvende sig til Psykiatrifonden.

 

Depressionsforeningen

Depressionsforeningen er for depressionsramte, bipolare og pårørende, der har brug for at tale med nogen, der forstår og lytter. Ring på 33 12 47 74.

 

Psykiatrisk skadestue

Ved behov for akut psykiatrisk hjælp, så kontakt psykiatrisk skadestue. Læs mere her.

 

Akut

Hvis din tilstand er akut, så ring 112.