Tre voldssager under Volbeat-koncert

Politiet betegner den store koncert som fredelig, helt uden problemer blev aftenen i tusindårsskoven dog ikke for ordensmagten.

Der var fest og glade dage for 36.000 mennesker lørdag aften, da det danske band Volbeat afviklede den største enkeltstående koncert for en dansk band i Danmark nogensinde. For enkelte af gæsterne endte aftenen dog en anelse ærgerligt.

En 48-årig mand fra Odense blev bortvist fra pladsen af vagtpersonalet, da han lavede uorden. Efter at have slået ud efter vagterne blev politiet tilkaldt, en af betjentene fik et spark over det ene ben. Manden nægtede desuden at fortælle, hvem han var. Han blev derfor anholdt og kørt til politigården, hvor han blev sigtet for vold mod tjenestemand.

En 24-årig mand fra Brøndby, havde åbenbart fået det dårligt på pladsen. Vagter fik ham ud af området, men da han kom til sig selv kvitterede han med slag og spyt til vagterne. Den 24-årige er indbragt til afrusning og en sigtelse for vold.

En 27-årig mand fra Tyskland følte sig chikaneret af andre koncertgæster, så han slog ud efter en 16-årig dreng. Den 27-årige blev overleveret til politiet, han er sigtet for overtrædelse af restaurationsloven.

Derudover blev 4 personer taget på fast gerning, da de krydsede jernbanelegemeget på Elsesmindevej. De bliver sigtet for overtrædelse af jernbaneloven.

Før og efter koncerten opstod der kø på vejen omkring koncertpladsen, men ikke mere end man i forvejen forventede.

Oversigt

    Oversigt