Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Comsa truer med retssag mod letbanens bestyrelsesformand

Den spanske hovedentreprenør, Comsa, truer nu med retssag, efter Odense Letbanes bestyrelsesformand, Jesper Rasmussen, har kritiseret firmaet for livsfarligt arbejde på Odense Letbane. 

Det drejer sig om beskyldninger om uprofessionelt arbejde i forbindelse med de facadeankre, der holder køreledningerne til letbanetogene. Det har blandt andet betydet, at letbanen har holdt stille de seneste uger og er erstattet af busser på en stor del af strækningen.

Comsa skriver i en mail til TV 2 Fyn følgende: 

- Efter hændelsen med et løsrevet facadeanker på Nyborgvej er der blevet fremsat flere udtalelser fra Odense Letbane i pressen. Comsa tager afstand fra såvel udtalelsernes form og indhold, skriver Comsa til TV 2 Fyn.

- Særligt bekymrende har det været at læse bestyrelsesformand Jesper Rasmussens udtalelser, hvor han anklager Comsa for manglende professionalisme ved montering af facadeankrene og for at sætte menneskers liv i fare. Comsa afviser på det kraftigste disse alvorlige anklager og forbeholder sig retten til at iværksætte enhver retslig handling, som Comsa finder passende, lyder det yderligere.

Bestyrelsesformand Jesper Rasmussen har tidligere udtalt, at letbanens hovedentreprenør Comsa har ansvaret for fejlen.

- Det her er hvert fald ikke lavet efter forskrifterne overhovedet, og det gør mig voldsomt ophidset, lyder det fra Jesper Rasmussen, der vil have Comsa til at betale udbedringerne, som letbanen lige nu arbejder på, lød det fra Jesper Rasmussen.

- Det er en helt anden kategori i forhold til andre fejl og mangler, vi har påpeget.

Ifølge formanden skulle det såkaldte facadeanker, der holder køreledningen fastspændt, være revet ud af husmuren med en sådan kraft, at den røg på tværs af kørebanen, letbaneskinnerne og helt over på det modsatte fortov.

Comsa skriver yderligere i mailen, at Comsa og partneren Efacec, der har designet og installeret facadeankrene, tager "denne situation meget alvorligt".

- I går blev de fælles undersøgelser, som har fundet sted de seneste dage, afsluttet uden at Odense Letbane fremsatte særlige anmodninger til Comsa, skriver Comsa i mailen og fortsætter:

- Comsa er en virksomhed med mere end 130 års erfaring. Det er helt centralt i vores arbejde, at vi udfører vores opgaver i overensstemmelse med høje etiske standarder, samt overholdelse af alle gældende regler og forskrifter i de lande, vi opererer i. Derfor kan vi på ingen måde acceptere, at der bliver sat spørgsmålstegn ved virksomhedens professionalisme.

Letbanen har holdt stille adskillige dage mellem IKEA og Tarup Center, og det er stadig for tidligt at vurdere, hvornår letbanen igen er tilbage i drift, lyder det.