Seneste nyt

Få de seneste nyheder fra og om Fyn lige her.

Oversigt

Skatteminister vil ændre reglerne

Skatteminister Jeppe Bruus (S) vil nu ændre regler, efter at det er kommet frem, at de nye ejendomsvurderinger betød, at en række boligejere skulle betale deres naboers boligskat. Det siger ministeren til BT. 

- Jeg har lige så svært som borgerne ved at forstå, at man kan blive beskattet af et areal, man ikke ejer eller har ejet. Derfor vil jeg have ændret reglerne. Det har jeg allerede drøftet med forligspartierne bag ejendomsvurderingerne 12. marts, udtaler ministeren i et skriftligt svar til B.T.

Dermed er der alligevel hjælp på vej til Gitta Ravn fra Odense, som er en af de boligejere, der var kommet i klemme med de nye ejendomsvurderinger. Hun købte et spritnyt rækkehus, og det medførte som DR og TV2 Fyn har beskrevet, at hun pludselig skulle betale ejendomsskat for sine 13 naboer. 

Det hang sammen med, at hun havde købt rækkehuset i enden og dermed restejendommen efter udstykningen af den tidligere erhvervsgrund, som husene er bygget på. 

Så sent som i tirsdags afviste Vurderingsstyrelsen på et møde at hjælpe Gitta Ravn. Beskeden fra styrelsen var, at det måtte hun selv finde ud af med sine naboer.