TV 2 FYN - Den korte historie

TV 2 Fyn er et af de otte regionale mediehuse i Danmark, og er beliggende i det sydøstlige Odense.


Sendetider


TV 2 Fyn beskæftiger 87 medarbejdere, hvoraf de 46 er journalister.

TV 2 FYN sender nyheder på TV 2 på ugens fire første dage kl. 17.10, 18.20, 19.30 og kl. 22.00.

Fredag er der ingen sen udsendelse og lørdag og søndag sendes der kl.18.15 og kl.19.30.

TV 2 FYNS Nyhedskanal samsender nyhedsudsendelserne med TV 2.


Etablering


TV 2 Fyn gik i luften den 10. januar 1989. De første 15 måneder sendte stationen fra Fyns Forsamlingshus i Kongensgade i Odense.


Dengang var der ikke mange regionale tv-nyheder.TV 2 Fyns programmer var fortrinsvis længere indslag om livet på Fyn før og nu.


Den 1. maj 1990 flyttede TV 2 Fyn til et helt nybygget TV-hus i Svendborg. Formålet med flytningen var, at fynboerne skulle undgå forvekslinger mellem TV 2 Danmark på Kvægtorvet og TV 2 Fyn.


Flytningen blev samtidig startskuddet til en mere nyhedsorienteret tv-dækning. Langsomt kom der flere og flere nyheder på TV 2 Fyn, og det betød samtidig, at stationen fik flere og flere seere.


I takt med at TV 2 Fyn blev mere nyhedsorienteret steg behovet for en mere central placering på Fyn. i 1996 besluttede bestyrelsen, at stationen skulle flytte tilbage til Odense, og i september 2000 blev et helt nyt mediehus på Olfert Fischers Vej i det sydøstlige Odense taget i brug.


Den mere centrale placering midt på øen giver TV 2 Fyn mulighed for at dække hele Fyn og omkringliggende øer mere ligeligt. Mediehuset er placeret i naturskønne omgivelser, der således giver mulighed for udendørs optagelser. Huset ligger samtidig tæt på de trafikale hovedårer, som giver gode vejforbindelser til hele Fyn.


I foråret 2003 blev hele stationens optage- og afviklingsudstyr udskiftet, og TV 2 Fyns produktion er i dag digital fra optagelse til afvikling.


Når journalisterne og fotograferne kommer hjem med optagelser bliver de lagt ind på en central server, hvorefter optagelserne kan redigeres fra alle pladser på redaktionen.