I det fynske folks tjeneste

19-årig druknet: Indsamling har krydset 100.000 kroner

Indsamling til minde om 19-årige Adis Kajdic giver fattige i Afrika brønde med vand.

Adis Kajdic stod foran at tage sin studentereksamen på Tornbjerg Gymnasium. Foto: Nicolaj Pedersen

I forlængelse af den tragiske drukneulykke, hvor 19-årige Adis Kajdic druknede fredag aften i Davinde Sø, er der lavet en indsamling for at ære Adis Kajdic.

Indsamlingen skulle skabe økonomi til at bygge en brønd i Afrika, men er blevet så massivt støttet, at der vil kunne bygges flere brønde.

Indsamlingen begyndte lørdag og målet var 25.000 kroner, men mandag ved 18-tiden er indsamlingen meget tæt på 100.000 kroner, hvilket vil give mulighed for at bygge fire brønde med vand til folk som har brug for det.
 

Opdatering

  • 04. jun 2018 kl. 19:53 Siden artiklen blev skrevet har indsamlingen passeret 100.000 kroner.

Indsamlingen er underskrevet venner og familie og foregår via Facebook. Indsamlingen er lavet i samarbejde med hjælpeorganisationen Danish Muslim Aid, som primært udvikler og gennemfører bæredygtige og hjælp-til-selvhjælp-fokuserede nødhjælps- og udviklingsprojekter.

Læs også Rektor efter drukneulykke: Adis var en god ven med glimt i øjet

Druknede under leg

Adis Kajdic druknede da han og nogle venner var taget til Davinde Sø i det sydøstlige Odense.

Ifølge Fyns Politi legede de unge ved søen, og på et tidspunkt skubbede en kammerat Adis Kajdic i vandet - uden at vide, at han ikke kunne svømme.

Da de blev opmærksomme på, at Adis Kajdic ikke kunne svømme, bjærgede de ham, men trods forsøg på at genoplive den 19-årige mand, lykkedes det ikke at redde hans liv.

Siden er den unge mand, der skubbede Adis Kajdic i vandet blevet sigtet for uagtsomt manddrab, oplyser Fyns Politi. Den unge mand bliver sigtet, fordi man som sigtet har en række rettigheder. Han har for eksempel ret til ikke at udtale sig og har ret til en forsvarsadvokat.

Adis Kajdic stod foran at tage sin studentereksamen på Tornbjerg Gymnasium.

Læs også 19-årig druknet i fynsk sø: Blev i leg skubbet af ven

Læs også Efter drukneulykke i sø: Vi skal kigge på sikkerheden

Læs også Venner og familie ankommet: Ung mand druknet i Davinde Sø