Bidsk bilist bider hundefører i Vollsmose

En rutinemæssig standsning af en bil udviklede sig noget aparte. Den mand, politiet standsede, bed betjenten i overarmen.

En af Fyns Politis hundeførere blev onsdag bidt ved Bøgetorvet i Vollsmose. Ikke af sin hund, men af en mand, der tilsyneladende var utilfreds med at blive stoppet af politiet.

- Det sker klokken 12.36. Her foretager vi en rutinemæssig standsning af en bil. Da betjenten beder manden om at stige ud af bilen, finder han åbenbart anledning til at bide betjenten i overarmen, siger vagtchef hos Fyns Politi Asbjørn Larsen.

Den bidske bilist er 20 år gammel, og han blev efterfølgende anholdt og taget med på stationen. Torsdag formiddag blev han fremstillet i grundlovsforhør, sigtet for vold mod tjenestemand.

På skadestuen
Betjenten måtte en tur forbi skadestuen for at blive tjekket, men ifølge vagtchefen har han det fint.

- Han skulle selvfølgelig tjekkes, for et menneskebid er faktisk noget af det giftigste, du kan blive udsat for. Men han er hundefører, så han har jo alle de relevante vacciner, siger vagtchefen.

Der er heller ikke tale om et gengældelsesbid, for politihunden var ikke i aktion i forbindelse med standsningen af den 20-årige bilist.

Oversigt

    Oversigt