I det fynske folks tjeneste

Brand på Roulunds fabrikker

Brandvæsnet har kæmpet i flere timer med at få bugt med en brand på Roulunds fabrikker i det sydlige Odense. Ingen mennesker har været i fare, og det har ikke udviklet farlig røg.

Branden opstod under nedbrydningsarbejdet på fabrikken. Her gik der ild i en såkaldt ingeniørgang under noget svejsearbejde.

Brandslukningen blev besværliggjort af, at gangen kun er på størrelse med én mand, og af at der var en del pvc-rør og elinstallationer, som der gik ild i.

Branden opstod ved 15.40-tiden og vagthavende ved Fyns Politi vurderer, at slukningsarbejdet først er færdigt ved 19-tiden.