I det fynske folks tjeneste

Ramt af varebil: Cyklist fløj 30 meter hen ad vejen

En 21-årig mand fra Odense blev natten til fredag kørt ned af en varebil i Odense M.

En 21-årig mand er umiddelbart sluppet heldigt fra det, der i første omgang virkede som et voldsomt trafikuheld i dette kryds i Odense M tidligt fredag morgen. Foto: Ole Holbech / TV 2/Fyn

En ung mand er umiddelbart sluppet heldigt fra det, der i første omgang virkede som et voldsomt trafikuheld i Odense M tidligt fredag morgen.

Cyklisten kom ifølge Fyns Politi kørende i krydset ved Tietgens Allé og Læssøegade, da han blev ramt af en varebil. Ifølge politiet kørte cyklisten formentlig over for rødt, da han ude i krydset bliver ramt af varebilen.

Hvis det holder, at han er fløjet, kuret eller rullet 30 meter hen ad asfalten, så er han heldig at slippe med knubs

Steen Nyland, vagtchef ved Fyns Politi

Varebilen kom kørende ad Tietgens Allé i østlig retning, da chaufføren ifølge politiets nuværende oplysninger kører frem for grønt.

- Så kommer cyklen ad Læssøegade i sydlig retning. Der regner man med, at cyklisten kan være kørt frem for rødt. Men det må komme an på nogle afhøringer, om vi kan få det fuldstændig belyst, siger Steen Nyland, vagtchef ved Fyns Politi.

Måske spirituspåvirket

Ifølge vagtchefens døgnrapport vurderede patruljen ude ved ulykken, at den 21-årige muligvis er kørt over for rødt, fordi han var påvirket af spiritus.

- De konstaterer, at han virker spirituspåvirket. Men hvad der præcis er i det, ved jeg ikke, siger Steen Nyland.

Læs også Beruset mand til kvindelig bartender: - Jeg sprætter dig op, hvis du ikke holder kæft

Døgnrapporten og patruljens beskrivelser af ulykken fortæller, at den 21-årige mand er røget omkring 30 meter hen ad vejen, efter han blev ramt af bilen.

- Han har fået nogle knubs, men er tilsyneladende sluppet rimelig billigt. Hvis det holder, at han er fløjet, kuret eller rullet 30 meter hen ad asfalten, så er han heldig at slippe med knubs, konstaterer vagtchefen.

Politiet modtog anmeldelsen af uheldet klokken 04.23.

00:27 Luk video