I det fynske folks tjeneste

Drama i zoo: Unge kidnappet af homoseksuelle hanpingviner

Det var formentlig en far-pingvin der et øjeblik glemte sine pligter, og gav to homoseksuelle artsfæller mulighed for at stjæle ungen.

Pingvinen på billedet har intet med dramaet at gøre, men se videoklip om kidnapning under teksten. Foto: Odense Zoo

Et "drama" har det seneste døgn udspillet sig i Odense Zoo. Her er en pingvinunge nemlig blevet kidnappet af et par homoseksuelle hanner.

- Det startede i går, hvor jeg mødte ind og kunne se, at der var noget fuldstændig galt. Det ene forældrepar var væk, og ungen var ganske enkelt blevet kidnappet. Det var et par homoseksuelle hanner, som har snuppet ungen og stod med den, fortæller Sandie Hedegård Munck, der er dyrepasser i Odense Zoo, til DR Fyn.

Årsagen var formentlig en pingvin-far, der i et splitsekund forsømte sine faderlige pligter.

- Jeg tænker, at hunnen har været ude for at få sit bad, og så har det været hannens tur til at passe ungen. Den har han måske efterladt, og der har han-parret nok tænkt, det var da synd, den snupper vi, forklarer Sandie Hedegård Munck til DR Fyn.

Omsorgsfulde pingviner

Det er ikke et særsyn, at pingiver kidnapper en unge. Ifølge Sandie Hedegård Munck er de meget interesserede i æg og unger:

- Hanner får ikke nogen unger, for de lægger jo ikke æg. Så det er en rigtig god øvelse for dem at passe de her unger. De er også tit meget hjælpsomme. Hvis nu hannen glemmer at passe ægget, så kan vi altid give det til sådan et par.

Ungen har det efter sigende fint, men alligevel havde dyrepasseren forventet, at forældrene havde vist lidt mere længsel efter deres barn.

- Jeg havde forventet, at forældrene ville komme og kræve ungen tilbage. Men hannen spankulerer rundt i anlægget, som om han aldrig har haft en unge, og hunnen virker godt nok lidt søgende, siger Sandie Hedegård Munck.

- Jeg ved, at hunnen er meget omsorgsfuld over for ungen, og hun er faktisk også meget aggressiv over for os dyrepassere, hvis vi kommer for tæt på ungen. Så jeg kunne slet ikke forestille mig, at hun ville efterlade den, hvorimod hannen er lidt mere afslappet og godt kunne finde på at finde på at gå lidt væk.

Netop forældrenes adfærd er afgørende for ungens skæbne. Hvis de ikke søger efter ungen, får de homoseksuelle pingviner lov til at beholde den.

Sandie hjalp ungen hjem

Men med Sandie Hedegård Muncks hjælp kom ungen tilbage til forældrene. De dukkede nemlig op og krævede deres unge, og før der opstod tumult trådte Sandie Hedegård Munck imellem og hjælp ungen over til forældrene. (se video herunder)

Der er dog håb forude for det homoseksuelle pingvinpar. Sandie Hedegård Munck har nemlig givet dem et æg fra en enlig pingvin-mor, som ikke selv ville kunne magte at ruge på ægget.

Læs også Startede med salg af pomfritter: Nu er Sandie forelsket i pingvinerne

Se herunder Sandie Hedegård Muncks første video, hvor hun opdager at et drama er under opsejling: