Forbrugernes penge
Sammen med Århus, Aalborg og København indgik Odense Kommune tirsdag forlig med de tre firmaer, der i perioden 1990 - 1996 dannede et kartel og tog overpriser for fjernvarmerør.
Forliget betyder, at firmaerne betaler en erstatning på i alt 150 millioner kr. - heraf 54 millioner til Odense Kommune.
- Det er et acceptabelt forhandlingsresultat, og jeg ser frem til, at det kommer fjernvarmeforbrugerne til gode, siger rådmand, Søren Møller (Kons.), Miljø- og Teknikforvaltningen.
Også borgmester Anker Boye (Soc.dem.) er tilfreds med resultatet og at forbrugerne kan få pengene tilbage.
Miljø- og Teknikudvalget tager spørgsmålet om tilbagebetaling op på næste udvalgsmøde, så forbrugerne hurtigst muligt kan få glæde af pengene, siger Søren Møller.