I det fynske folks tjeneste

Et af årets mest mærkværdige fund sket i Odense

Et af årets mest mærkværdige arkæologiske fund er sket i Odense, hvor en grav med teenagere blev fundet i 2016.

Et af årets mest mærkværdige arkæologiske fund er sket i Odense, hvor en grav med teenagere blev fundet i september 2016.

Det er uvist, hvad to katte skulle et sted i det nuværende østlige Aalborg i tiden omkring Jesus' fødsel. Men et er sikkert: Det har ikke hidtil stået i historiebøgerne, at sådanne kræ levede på de kanter dengang.

Kattene - eller rettere rester af dem - blev fundet af arkæologer under en udgravning i området, hvor et nyt universitetshospital i Aalborg bliver opført.

Dyrene er på Slots- og Kulturstyrelsens liste over årets ti mest spektakulære arkæologiske fund i Danmark. Den tæller eksempelvis også en grav med teenagere i Odense og et unikt skibsvrag fra omkring år 1250 i Storstrømmen.

Læs også Enestående arkæologisk fund i Odense: Hvad gemmer kisten?

De gamle katte er vigtige for vores opfattelse af historien, fortæller museumsinspektør Niels Haue fra Nordjyllands Historiske Museum. For hvis de tekniske analyser bekræfter arkæologernes vurdering, så er kattene de ældste, der er fundet her i landet.

- Fundet rykker ved vores opfattelse af, hvornår katte kom til Danmark. Vi må forvente, at det var i forbindelse med kontakt til Romerriget, at de kom til Nordjylland, siger Niels Haue.

De 10 arkæologiske fund i 2016

De arkæologiske fund i 2016 giver ny viden om historien. De omfatter både sære gravskikke og anlægsværker.
Det overraskede arkæologer i Nordjylland, da det tidligere i år stod klart, at de med stor sandsynlighed har fundet de ældste rester af katte i Danmark.
Kattene blev fundet i Aalborg og er med på listen over de 10 mest interessant arkæologiske fund i Danmark i 2016.

Læs om fundene her:
* Fællesgrav i Odense, Odense Bys Museer.
 300 grave og herunder en fællesgrav med fem teenagere er udgravet de senere år i midten af Odense. At de blev begravet sammen, tyder på, at de unge døde af pest.
* Palisadeanlæg, Frederikssund, Roskilde Museum.
 Anlægget er fra den midterste del af bondestenalderen (2800-2600 f.kr.). Anlægget kan have været en samlingsplads for rituelle aktiviteter.
 * Parterede dyr i en grav, Glostrup, Kroppedal Museum.
 En grav skilte sig ud på en gravplads fra ældre romersk jernalder (1-160 e.Kr.). Her var en kvinde begravet med et får og en høne, der var hugget i to dele.
 * Skandinaviens ældste plankeveje, Kastbjerg Å, Museum Østjylland.
 Syd for Mariager Fjord har arkæologer fundet resterne af den ældste plankebyggede vej i Skandinavien. Vejanlægget stammer fra bondestenalderen.
 * Sjælden gravform, Aars, Vesthimmerlands Museum.
 Arkæologer opdagede en "timber circle" ved Aars. Det er en ring om en dyb grav, hvori der blev fundet mange brændte knogler. Det indikerer, at hullet blev brugt som massegrav for cirka 4000 år siden.
 * Stenbygget vandmølleanlæg, Hillerød, Museum Nordsjælland.
 Et vandmølleanlæg fra 1600-tallet blev udgravet ved Hillerød.
 * Skibsvrag, Storstrømmen, Vikingeskibsmuseet.
 Et unikt fund af et skibsvrag fra omkring år 1250 kan være et vigtigt element i historien om dansk skibsfart. Skibet stammer fra en periode, hvorfra man ikke har ret meget viden om skibe. Skibet var et mellemstort fragtskib.
 * Barnegrav med gravgaver, Brønderslev, Vendsyssel Historiske Museum.
 En perlekæde af rav og glas og små fine bægre var nogle af de gaver, som en lille pige havde fået med sig i graven for næsten 2000 år siden.
 * Danmarks største helleristningsfelt, Allinge, Bornholms Museum.
 Helleristninger er motiver, der er præget i klipper eller store sten. Syv nye skibsmotiver er dukket op på klipperne ved Allinge. Motiverne kan dateres til den yngre bronzealder (cirka 1100-500 f.kr.).
 * Huskatte fra romertiden, Aalborg, Nordjyllands Historiske Museum.
 En stor boplads i Aalborg gemte blandt andet på knogler fra katte, som menes at stamme fra Romerriget. De kan dateres til tiden omkring år 0.

 (De ti arkæologiske fund er ikke rangordnet.)
 Kilde: Slots- og Kulturstyrelsen.

Knoglerne dukkede faktisk op ved udgravninger i 2014 og 2015. Men først i år gik det op for museet i Nordjylland, hvad de havde mellem hænderne. Derfor er fundet med på listen over arkæologiske fund i 2016.

De øvrige fund er gjort ved Frederikssund, Glostrup, Hillerød, Kalverev i Storstrømmen, Aars, Mariager Fjord, Brønderslev, Odense og Allinge.

Læs også Død biskop og gammel hundelort lå og ventede under fliserne i Odense

Fundene beriger os, fordi de giver et nyt lag til vores forståelse af historien, mener enhedschef Dorte Veien Christiansen fra Slots- og Kulturstyrelsen.  - Alle fund fortæller en lille bid af danmarkshistorien på hver sin måde. De gør os klogere på, hvordan man begravede døde mennesker i fortiden, hvordan man anlagde veje, og hvordan skibene så ud, siger hun.

De arkæologiske fund på listen er ikke rangordnet.

Ved du noget? Så send os et tip

FYN NU