Hellow: Er der nogen der har lyst til at grille?

Det kan være svært at skabe et netværk, når man flytter til en ny by. Det bliver nu lidt lettere med kontakt-app'en Hellow

Hvad gør man, hvis man mangler nogen at grille eller spille fodbold med men ikke lige kender nogen, der kan? Det spørgsmål stillede robotingeniør Yonas Alizadeh sig selv for flere år siden.

- Jeg har faktisk prøvet det på min egen krop, da jeg flyttede til Odense fra Kolding for at studere. Jeg begyndte at studere til robotingeniør, og det er et lidt nørdet studie, og jeg fandt ud af, at vi ikke var så gode til at komme i kontakt med andre på SDU eller med hinanden, fortæller Yonas Alizadeh.

Det blev begyndelsen til  app'en Hellow, der nu er blevet til virkelighed.

Sådan virker den
Hellow fungerer som en stor opslagstavle, der dækker et lokalområde. Hvis man for eksempel befinder sig i Odense og leder efter nogen at spille fodbold med, slår man det op, og så kan andre brugere, der vil det samme, se det.

Der er forskellige kategorier som ”Sport”, ”Fest”, ”Studie” og ”Natur”. Man kan også indstille, hvor langt aktiviteterne skal foregå fra bopælen. Yonas Alizadeh har selv programmeret Hellow.

- Det er ikke en dating-app, det er en måde at komme i kontakt med andre, der deler dine interesser, siger Yonas Alizadeh. 

Yonas Alizadeh har gået med tankerne om at lave app'en i nogle år, men arbejdet med at udvikle den tog for alvor fart i september sidste år.

Nu er den blevet godkendt hos Apple, og den kan downloades gratis i Appstore. 

Forskellige kategorier på opslagstavlen giver mulighed for at annoncere efter interesserede
Forskellige kategorier på opslagstavlen giver mulighed for at annoncere efter interesserede

Facebook er meget offentligt
Facebook duer ikke, fordi det ofte afhænger af, at man kender folk i forvejen, synes Yonas. 

- Og så er der altså også det med, at når du skriver på Facebook, bliver det pludselig meget offentligt. Med app’en kan du søge efter noget, og så er det dem, som er interesserede, der klikker sig ind på dit opslag. 

Ikke en milliardforretning
App'en er ikke blevet til, fordi Yonas Alizadeh har ambitioner om at tjene penge på den.

- Nej, jeg har ikke lavet den i håbet om at skabe en milliardforretning. Jeg ville bare gerne lave et tilbud til folk, der gerne ville i kontakt med andre, forklarer han.

App'en har kun været tilgængelig i to dage, og derfor har Yonas Alizadeh ikke selv fået forbindelser via Hellow endnu, men den er testet på 40-50 brugere, og han skal selv se, om der er bonus på lørdag, hvor han har annonceret en gang rundbold.
 

Oversigt

    Oversigt