Familieopgør i Vollsmose: Mand sigtes for drabsforsøg

Anklagemyndigheden har sigtet en mand fra Odense for drabsforsøg på et kvindeligt familiemedlem.

En 53-årig mand stilles onsdag klokken 11 for en dommer i Odense. Han sigtes for et drabsforsøg i Odense-bydelen Vollsmose tirsdag.

Offeret, der blev stukket med kniv, er en 21-årig kvinde. Hendes tilstand betegnes som kritisk, men stabil.

Det oplyser Fyns Politi, der onsdag morgen ikke vil kommentere sagen yderligere.

I timerne efter episoden tirsdag eftermiddag kom det dog frem, at der er tale om en hændelse i en familie. Hvilken familiær relation de to personer har, vil politiet dog ikke komme nærmere.

Knivstikkeriet skete i en lejlighed ved bebyggelsen Lærkeparken. Fyns Politi fik anmeldelsen klokken 13.39. Da politifolk ankom til adressen, fandt de kvinden liggende i lejligheden. Manden blev fundet tæt på gerningsstedet.

- Intet tyder på, at der er andre implicerede end offer og gerningsmand, lød det fra politiet ud på eftermiddagen.

Dog sagde politikommissær Jack Liedecke, at der var flere personer i lejligheden, da episoden fandt sted.

- Dem skal vi have afhørt for at få et overblik over, hvad der er sket, sagde politikommissæren.

Den 21-årige kvinde er blevet stukket flere gange i kroppen og måtte tirsdag tilbringe flere timer på operationsbordet.

Det var nogle andre beboere, der ringede til politiet, da de havde hørt larm fra lejligheden i boligområdet.

Det har ikke været muligt at få oplyst, hvordan den anholdte forholder sig til sigtelsen.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Oversigt

    Oversigt