I det fynske folks tjeneste

Medarbejder: - Det føles rigtig utilfredsstillende

Foto: Pernille Gram

Marie Frost Mortensen arbejder i Beskæftigelses- og Socialforvaltningens afdeling for sygedagpenge i Odense. Hun råber op om problematiske forhold.

Det er en hverdag fyldt sygemeldinger og stress, der gælder for medarbejderne i sygedagpengeafdelingen i Odense kommunes Beskæftigelses- og Socialforvaltning. Det fortæller Marie Frost Mortensen, som er medarbejder og tillidsrepræsentant i afdelingen. 

Medarbejderne kan langt fra nå alle de opgaver, der ligger på deres bord.  

- Det er rigtigt utilfredsstillende. Der er rigtig mange af min kollegaer, som oplever, at de går på arbejde og faktisk ikke er glade for at gå på arbejde. De møder ind med ondt i maven, så det er ikke en rar følelse, siger Marie Frost Mortensen.

Medarbejderne er konstant bagefter, og det går ud over de borgere, der er afhængige af forvaltningen. Det gælder for eksempel, når de skal søge om kontanthjælp, eller når de har brug for rådgivning om job.

- Vi mærker det ved, at vi ikke har mulighed for, at yde den service vi skal. Der er rigtig lange ventetider, og vi har svært ved, at kunne ringe folk op, hvis de skal kontaktes. Så jeg tror, de mærker, at vi er rigtig svære at få fat i, fortæller hun.

Beskæftigelses- og Socialforvaltningen har lige nu 10.000 personsager, som mangler at blive behandlet, der mangler 20 stillinger, og der er kommet adskillige klager fra arbejdstilsynet ift. arbejdsmiljøet. Det er blot nogle af de ting, som TV 2/FYN har kunnet fortælle den sidste uge. I afdelingen for sygedagpenge har de været udsat for pres i form af sygemeldinger.

Hvordan påvirker det jer, når I ved, at det har store konsekvenser for borgerne, når I ikke kan følge med?

- Der er ikke nogen tvivl om, at det ikke er en rar situation at være i. Vi har store problemer med, at vi oplever en stigning i, at vi selv bliver ramt af stress og er nødt til at være længerevarende sygemeldt, forklarer Marie Frost Mortensen. 

Hun fortæller, at afdelingen har problemer med at fastholde gode medarbejdere. Der er med andre ord en stor udskiftning i personalegruppen. 

- Hvis man ikke kan se meningen med det arbejde man udfører, jamen så trives man ikke på arbejdspladsen, siger hun.

Uanset hvad vi gør, så vokser bunkerne alligevel

Af de medarbejdere, som har mest travlt i afdelingen, kan der være helt op til 100 sager, som skal gennemgås og følges op på. Marie Frost Mortensen mener, på vegne af medarbejderne, at de render alt for stærkt. 

- Jeg tror i bund og grund, at vi har for få hænder. Det er rigtig mange, der sidder med over 100 sager. Så er det svært at nå sine ting. Uanset hvad vi gør, så vokser bunkerne alligevel, slutter hun.

06:54 Luk video

 

 

 

Ved du noget? Så send os et tip