I det fynske folks tjeneste

Millioner uddelt til gode idéer i Odense

Puljen Borgerne Bestemmer er for sjette år blevet uddelt. I alt bliver der givet 2,2 millioner kroner til ti odenseanske lokalområder. Pengene skal gå til at føre gode idéer ud i livet.

Ti lokalområder i Odense kan se frem til et tilskud til at få deres idéer ført ud i livet.

Ti odenseanske lokalområder kan se frem til et tilskud på 220.000 kroner til at føre deres idéer ud i livet. Det kan de, efter puljen Borgerne Bestemmer for sjette år i træk er blevet uddelt. 

Det er styregrupper fra hvert område, der har søgt om midlerne. Nu skal de lokale beboere så til at byde ind med gode idéer til at forbedre de områder, de bor i.

Til sidst bliver der i områderne afholdt valg om, hvilke idéer man ønsker at føre ud i livet med pengene fra Borgerne Bestemmer. 

- I Odense har vi mange engagerede borgere, som brænder for at gøre noget fællesskabende for deres lokalområde. Vi har igen i år en god blanding af erfarne og helt nye områder, der med Borgerne Bestemmer kan inspirere hinanden. Vi har igennem årene set en tendens til, at ideerne bliver mere mangfoldige og alle formår at tænke ud af boksen. Jeg er virkelig spændt på at se, hvad der kommer ud af årets pulje, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind (V) i en pressemeddelelse.

Læs også Lystfiskercenter skal finde 66 millioner for at kunne realiseres

Naturlegepladser og parkour-baner

Tidligere er pengene fra Borgerne Bestemmer blandt andet gået til projekter som sheltere, naturlegepladser og parkourbaner. Det er center for civilsamfund, der uddeler pengene.

Projektleder Rosanna Sloth understreger, at det er lokalbefolkningen selv, der skal have lov at bestemme, hvad pengene skal bruges til. 

- Der er virkelig mange ildsjæle i Odense, som vil gøre noget godt for deres lokalområde. Fælles for dem alle er, at de har hver deres identitet og kvaliteter, og at borgerne har lyst til at være med til at sætte deres præg på eget område. Det vil vi selvfølgelig gerne understøtte, siger hun i en pressemeddelelse. 

 

Her er lokalområderne

  • Bullerup-Agedrup
  • Hjallese
  • Korup
  • Munkebjergkvarteret
  • Næsby
  • Sanderum
  • Stenløse-Skt. Klemens
  • Tarup
  • Vesterbro
  • Vollsmose

Læs også Negativ udvikling: Flere børn lever i fattigdom i Odense