Odenses "misforståede" bydel: Ny bog vil nuancere billedet af Vollsmose

Vollsmose er en misforstået bydel. Det mener lektor Helle Lykke Nielsen, der sammen med flere andre har skrevet bogen Kampen om Vollsmose.

Odenseanerne er forvirrede. Rundtossede over mediernes negative omtale med fokus på skyderier, ildspåsættelser og hærværk, og Odense Kommunes samtidige forsøg på at brande Vollsmose positivt.

Det mener lektor og Ph.d. på Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, Helle Lykke Nielsen. Sammen med flere andre har hun skrevet bogen Kampen om Vollsmose, der skal forsøge at fortælle den sande historie om den til tider udskældte bydel i det nordøstlige Odense. 

 

 

- Hovedpointen er, at der er to meget forskellige billeder af Vollsmose. På den ene side det medierne tager frem om kriminalitet og sociale problemer, og på den anden side det kommunale, positive brandingbillede. Det er fint med sådanne billeder, men de kan ikke stå alene, mener Helle Lykke Nielsen.

En kompleks bydel

I den multikulturelle bydel bor omkring 9.200 personer, og der tales cirka 80 forskellige sprog på Vollsmose Torv.  

- Det, vi vil med bogen, er at give mange flere nuancer på, hvordan Vollsmose er kompleks inden for forskellige områder. Ellers kan man ikke forstå, hvad der sker, og ellers kan man ikke diskutere Vollsmose ordentligt i den offentlige samtale, siger Helle Lykke Nielsen.

- Med bogen forsøger vi at udfylde en smule af gabet mellem de yderpoler, som præger den offentlige debat, så vi kan tilbyde den undrende offentlighed en vis forståelse af virkelighedens langt mere komplekse Vollsmose.

 

Bogens forfattere

 

Helle Lykke Nielsen mener dog ikke, at hverken medierne eller kommunen skal ændre strategi. Formålet med bogen er udelukkende at nuancere billedet af Vollsmose og bidrage med bedre forståelse af de mennesker, der bor i Vollsmose og nogle af deres udfordringer.

- Jeg er ikke sat i verden for at moralisere over for medierne. Medierne må gøre det, de er sat i verden for. Samtidig er det fint for kommunen at tale ting op. Det må man gerne, men nogle gange kommer man til at skabe nogle billeder, som ikke rigtig svarer til virkeligheden, understreger Helle Lykke Nielsen.

Bogen Kampen om Vollsmose udkom fredag den 25. januar.

 

Se hele interviewet med Helle Lykke Nielsen her. 

Oversigt

    Oversigt