OB-angriber slipper med kort pause efter knæuheld

Den knæskade, som Nicklas Helenius pådrog sig mod FC Midtjylland, er ikke alvorlig.

Det så alvorligt ud, da OB's Nicklas Helenius i søndags faldt til jorden efter en nærkamp med FC Midtjyllands Kian Hansen.

Helenius havde tydeligvis store smerter i knæet, da han blev båret i omklædningsrummet, men frygten for en lang skadespause har vist sig ubegrundet.

En skanning viser nemlig, at der ikke er brud eller beskadigede dele i knæet, skriver OB på sin hjemmeside.

Forventer kort pause 

OB forventer derfor, at den lange angriber slipper med en kort pause og dermed snart er på banen igen.

Helenius kom til den fynske klub i sommeren 2017 og har i denne sæson scoret syv mål i 27 kampe.

Tidligere i karrieren har han optrådt for AaB og Silkeborg i Superligaen, ligesom han har været på kontrakt i den engelske klub Aston Villa og tyske Paderborn.

OB spiller næste gang på fredag, hvor holdet på hjemmebane møder FC Nordsjælland.

Oversigt

    Oversigt