I det fynske folks tjeneste

- OB-truppen har ikke den nødvendige kvalitet

Foto: Claus Fisker, Scanpix

Det er nødvendigt med forstærkninger, hvis OB skal nå målsætningen om en sjetteplads, vurderer ekspert. Transfervinduet lukker på onsdag.

OB har fået en sløj start på den nye sæson, senest med et dumt nederlag på hjemmebane mod oprykkerne fra Horsens.

Blot syv point i syv kampe er et pænt stykke fra de forventninger, som både klubben selv, eksperter og fans havde til OB inden sæsonstart. 

Igen søndag var der masser af stribet spil og boldbesiddelse, men rigtig farligt blev det kun sjældent. Og netop offensiven er da også OBs helt store problem indtil videre.

Det vurderer Martin Davidsen, der er journalist på Tipsbladet.

- OB mangler løsninger til at nedbryde modstandere, der stiller sig ned og forsvarer sig godt, som Horsens gjorde i går. OB kom godt nok frem til nogle chancer, men de havde bolden rigtig meget, uden det blev farligt - og det har været kendetegnende ved OB i den sæson her, siger Martin Davidsen.

- De har mødt stort set alle de hold, man forventer skal være bundhold, og dem har de haft svært ved at nedbryde og vinde over.

OB må vise handlekraft

Hvis OB-truppen skal indfri årets mål om minimum en sjetteplads, der giver plads i det nye slutspil, skal der vises handlekraft i Ådalen, inden transfervinduet lukker på onsdag, mener Martin Davidsen.

- En del iagttagere og såkaldte eksperter har taget lidt fejl i forhold til OB-truppens styrke. Mange havde forventet, at de indkøb, der er lavet, var kvalitetsfyldte nok, og at man havde fundet den trup, der skulle bringe OB i top seks. Men over en så lang periode, som syv kampe er, så må man sige, at det er et udtryk for, at truppen simpelthen ikke har den kvalitet, der skal til for at ligge i top seks.

Syv point i syv kampe mod de på papiret svageste hold. Er OB i krise?

- De er i resultatmæssig krise. Det har ikke været godt nok, og det tror jeg også, de selv er overraskede over. De har hverken været heldige eller dygtige nok. Derfor er det nødvendigt med forstærkning til holdet inden på onsdag, hvor transfervinduet lukker.

OBs næste kamp er den 7. september, hvor Vejle Boldklub venter i pokalturneringen, inden en svær september byder på kampe mod sidste sæsons top fire i form af FC København, FC Midtjylland, SønderjyskE og Brøndby.

Ved du noget? Så send os et tip