Odenseaner skriver Rockstjernes biografi

Don Powell var trommeslager i glamrock bandet Slade fra England i 70'erne. I næste uge udkommer han biografi, der er skrevet af en odenseaner.

Mandag den 14. oktober udkommer den officielle Don Powell biografi "Look Wot I Dun" på verdens største musikbogsforlag, det engelske Omnibus Press.

Bogen er skrevet af den odenseanske forfatter Lise Lyng Falkenberg.

Don Powell blev kendt i halvfjerdserne som den hårdtslående trommeslager fra det populære engelske glamrock band Slade.

I dag er han 67 år og bor med sin danske familie i Silkeborg. Han mødte den nu 51-årige Lise Lyng Falkenberg i 2005, hvor hun skrev en artikel om hans trommer.

Det møde gjorde, at Powell senere bad hende om også at skrive hans biografi.

men det var ingen nem opgave, for selvom alle kendte Powell, så kendte han ikke sig selv eller huskede synderligt meget om sit liv.

Don Powell lider nemlig af hukommelsestab, fordi han i 1973 var ude for et alvorligt biluheld, hvor hans kæreste døde, og han selv mistede smags- og lugtesans samt korttidshukommelse. Han har siden været nødt til at føre dagbøger for at huske fra dag til dag.

Ved hjælp af dagbogscitater, interviews og egen research har Lise Lyng Falkenberg med biografien "Look Wot I Dun" skabt bogen om en mands kamp for at finde sig selv bag sit image som Slades uundværlige trommeslager.

Du kan møde Don Powell og Lise Lyng Falkenberg i Odense den 22. oktober, hvor de signerer bøger i Moby Disc mellem 15 og 16.

Oversigt

    Oversigt