I det fynske folks tjeneste

På vej mod stjernerne: Odenseansk firma lander stor rumkontrakt

Virksomheden Viking Software har netop landet en opgave for Den Europæiske Rumorganisation, ESA. Målet er at komme til at udvikle software til ESA's satellitter og til ground control.

Det odenseanske softwarefirma Viking Software har landet en kontrakt med rumorganisationen ESA. Foto: ESA

Man skal som bekendt sigte højt for at ramme stjernerne. Det gjorde det odenseanske konsulentfirma Viking Software, da det for over end et år siden begyndte at arbejde mod en opgave for Den Europæiske Rumorganisation, ESA.

Nu er det lykkedes fiirmaet at lande en opgave, hvor Viking Software skal udvikle et modelleringsværktøj, der samler en lang række af de teknologier, der bruges til at udvikle software til ESA's satellitter.

- Lige nu er ESA's software stykket sammen af en masse forskellige programmer, og problemet er, at software kan indeholde bugs (fejl, red.). Det er et problem, når man befinder sig i rummet. Vi skal hjælpe ESA med at udvikle software, der kan sikre en bedre kommunikation mellem satellitterne i rummet og ground control, siger direktør i Viking Software Bo Thorsen.

Drengedrøm

For Bo Thorsen er det en drengedrøm, der blev nået med underskriften på kontrakten.

- For mig personligt er det en drengedrøm at skulle udvikle software til rumindustrien, og for vores virksomhed er det en milepæl at få hul igennem til ESA. Det er et stort kvalitetsstempel for vores virksomhed og et vidnesbyrd om, at det, vi har gået og lavet i de seneste fire år, er af allerhøjeste kvalitet, siger Bo Thorsen.

Læs også Sydfynske skoleelever vandt møde med Andreas Mogensen

Firmaet har specialiseret sig i de såkaldte Qt-løsninger, der er en teknologi, som gør det muligt at anvende den samme software på en række forskellige platforme.

Stor betydning

Viking Software, der har hovedsæde i Odense, kan mærke, at kontrakten med Den Europæiske Rumorganisation betyder mere end bare at kunne skrive ESA på listen over kunder. Opgaven for ESA er et godt rygstød for medarbejderne, siger Bo Thorsen.

Bo Thorsen, direktør i Viking Software på kontoret i Odense. Foto: Privatfoto

- Det betyder flere ting. Internt i huset kan jeg mærke, at vores medarbejdere tænker: Hold da op. Der er rent faktisk nogen, der kan se værdien i det, vi kan, siger han og fortsætter.

- Det betyder selvfølgelig også, at vi får en masse omtale udadtil. Folk er begyndt at lægge mærke til os og de ting, vi har lavet her i Odense i de seneste fire år.

Kontrakten til Viking Software er indgået i forbindelse med et program udviklet og finansieret af Den Europæiske Rumorganisation, som har til formål at bidrage til vækst i ESA's medlemslande samt øget europæisk forskning.

Her kan du læse mere om Viking Software.