I det fynske folks tjeneste

Politidirektør korrekser Anker Boye

Bandekonflikten i Odense er aldeles forskellig fra situationen i København, siger Odenses politidirektør til rådmand, som har krævet en fynsk bandeenhed.

Konflikten med bander i Odense kan på ingen måde sammenlignes med situationen i København, som er langt værre.

Det siger Odenses politidirektør Poul Bjørnholdt Løhde i en kommentar til socialdemokraternes borgmesterkandidat i Odense, rådmand Anker Boye, som forleden krævede en fynsk bandeenhed som den, der nu bliver etableret på Sjælland.

- I Storkøbenhavn og på Sjælland er den aktuelle bandekrigssituation meget værre end i Odense. Oprettelsen af den særlige Task Force for dette område er udtryk for en lokal prioritering, og det skal tages i betragtning, at ressourcerne til Task Forcen tages fra andre politiopgaver, skriver politidirektøren i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Som bekendt har der som led i bandekonflikten i en længere periode været indført visitationszone i Odense.

Politidirektøren gør også opmærksom på politiets samarbejde med Odense Kommune og siger, at den lokale indsats har medført mange anholdelser og varetægtsfængslinger.

- Konkret er situationen stabil. Vi har været og er stadig i stand til at håndtere den med egne ressourcer, siger Poul Erik Løhde. Et svar der dog ikke gør Anker Boye tilfreds. Han kræver stadig mere handling fra politiet.

- Der er stadig bander i gaderne i Odense, så en stabil situation er ikke godt nok. Vi skal jagte de her miljøer dag og nat, siger Anker Boye.

Han foreslår selv, at Odense Kommune sætter ekstra ressourcer af til at bekæmpe banderne. Kommunen skal forhindre, at unge mennesker lader sig lokke ind i bandemiljøet. Men Boye kræver stadig flere midler til politiet.