SDU udgiver bog om krigsjournalistik

Danmarks første undervisningsbog i krigsjournalistik skal skrives på Syddansk Universitet. Charlotte Aagaard, der har modtaget en Cavlingpris for sin egen dækning af Irak-krigen, skal skrive bogen.

Charlotte Aagaard, der til dagligt er journalist på dagbladet Information, er fra august og et halvt år frem købt fri til at forske på Center for Journalistik ved Syddansk Universitet.

Styrelsen ved journalist-uddannelserne på Syddansk Universitet har besluttet, at Charlotte Aagaard modtager landets største journalistiske pris, Fyens Stiftstidendes Fellowship.

Fyens Stiftstidendes Fellowship

Fyens Stiftstidendes Fellowship består af en pris på 500.000 kroner, som skal benyttes til frikøb fra normalt arbejde, transport med mere i den halvårsperiode, hvor prismodtageren bliver en del af dagligdagen på journalist-uddannelserne i Odense.

- Jeg er meget taknemmelig og beæret over at få denne fantastiske mulighed for at beskæftige mig mere sammenhængende og analytisk med krigsjournalistikken, end jeg har mulighed for til daglig, siger Charlotte Aagaard.

- Krigsjournalistik er en krævende genre, både for den enkelte journalist og for de medier, der insisterer på at løfte opgaven. Alligevel er emnet stort set uberørt i den journalistiske faglitteratur. Og det vil jeg gerne råde bod på, siger Charlotte Aagaard.

Prismodtageren udvælges af Styrelsen ved journalistuddannelserne, der tæller brancherepræsentanter, studerende, medarbejdere og ledere ved uddannelserne.

Oversigt

    Oversigt