I det fynske folks tjeneste

Skolebørn fik narko til privat fest

05:37

1 af 2

En fødselsdagsfest med 79 deltagere i alderen 14-15 år endte med, at fire unge blev dårlige - med stor sandsynlighed af at have indtaget ecstasy. Arrangørerne havde taget alle tænkelige forholdsregler.

Narkotiske stoffer som ecstasy er let tilgængelige - langt mere end de fleste forældre forestiller sig. Det har de netop måtte sande i 79 odenseanske hjem.

Ved en privat lukket fødselsdagsfest i Odense for 14 dage siden, blev fire unge dårlige. De havde efter al sandsynlighed indtaget ecstasy.

Arrangørerne havde ellers taget alle tænkelige forholdsregler, der sikrede, at de unge ikke havde fri adgang til alkohol.

De arrangerende forældre var selv med for at holde opsyn, og de havde hyret to professionelle dørmænd. De 79 unge bar armbånd for at sikre, at kun de inviterede havde adgang til festen.

Alligevel endte det med at fire unge - tre piger og en dreng - blev dårlige under festen. De arrangerende forældre have telefonnumre på alle forældre, og derfor kunne de hurtigt kontakte dem, da det gik galt.

En af de fire forældre, der fik det kedelige opkald fra festen, er Gitte Schmidt.

- Min datter mente selv, at hun kunne mærke, at der var et eller andet galt. At hun havde fået noget "fucking-et-eller-andet", som hun selv sagde, fortæller Gitte Schmidt.

Også forældreparret Jane og Lars Chr. Lilleholt er rystede oven på festen, hvor de blev kaldt ud for at hente deres syge datter.

- Da jeg kom derud, virkede hun forskræmt og angst, og syntes at hendes krop var for stor til det hele, siger Jane Lilleholt, der afviser, at det kan være datteren, der selv har eksperimenteret med stoffer.

- Vi snakker meget med vores datter om, hvad det er ok at tage med til fester og hvad der ikke er. Hun er også selv meget overrasket over den her situation, siger Jane Lilleholt.

Alle fire unge mennesker er efterfølgende blevet testet med såkaldte hjemmetest. Det ene test slog ud på ecstasy og amfetamin, og de tre andre test slog ud på ecstasy.

Det har sat dybe spor hos de 14-årige piger, at der har været hældt ecstasy i deres glas. Og forældrene er sikre på, at de fire unge ikke selv har taget stofferne.

- Det er fornuftige børn, som alle er meget chokerede over, at de kan til fest i kreds, de alle kender, og så alligevel blive udsat for, at der bliver hældt noget i deres drink, siger Vagn Hansen, der er skoleleder på Hunderupskolen, hvor en del af festdeltagerne kommer fra.

Forældrene er også chokerede over, at ecstasy er så tilgængeligt, og de har valgt at stå frem med historien for at advare andre forældre og unge.

Ved du noget? Så send os et tip