I det fynske folks tjeneste

Ung mand dræbt på firehjulet motorcykel

Søndag kørte to jævnaldrende mænd galt på en ATV-maskine. Den ene døde af kvæstelserne.

En 21-årig mand er død efter en ulykke på en firehjulet motorcykel.

To 21-årige mænd kørte søndag galt på en firehjulet motorcykel. 

Én af de jævnaldrende mænd døde senere af sine kvæstelser.

Fyns Politi modtog anmeldelsen om færdselulykken klokken 17.26 søndag. Ulykken skete på Strandløkkevej i Odense N, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Den ene mand var i stand til selv at kontakte politiet efter ulykken, som var hurtigt fremme på stedet.

Begge unge mænd blev efterfølgende bragt til Odense Universitets Hospital, men skaderne på den anden unge mand var så alvorlige, at han senere afgik ved døden.

Ingen hjelme

Fyns Politi er stadig ved at undersøge ulykkens nærmere omstændigheder. Dog ligger det fast, at der ikke var involveret andre i ulykken. 

Læs også To biler kørt frontalt sammen på landevej

Vagtchef ved Fyns Politi Lars Thede fortæller, at begge mænd ikke havde hjelme på. Der var dog en helt lovlig grund til det:

- Normalt er de her ATV'er indregistreret som biler. Så er der ikke krav om hjelm. Folk sidder jo heller ikke med hjelm i en bil, siger han til TV2 /Fyn og fortsætter:

- Og ATV'en fra ulykken var indregistreret som bil. 

ATV-maskiner må føres lovligt på offentlig vej herhjemme.

Begge de 21-årige mænd er fra Odense, og de pårørende er underrettet, oplyser politiet.