I det fynske folks tjeneste

120 passagerer på bussen

By- og kulturrådmand Steen Møller kunne mandag indvie en helt ny bustype. Der er plads til 120 passagerer.

FynBus har oplevet så mange passagerer, at de har været nødt til at indsætte en helt ny bustype - en såkaldt ledbus.

De nye store ledbusser har plads til cirka 120 passagerer, hvilket er 40 passagerer flere end de normale busser.

- Det er rigtig glædeligt, at vi nu får behov for at indsætte en ledbus i Odense. Det viser jo, at der er flere passagerer i den kollektive trafik, siger by- og kulturrådmand i Odense Kommune, Steen Møller.

Ledbusserne skal køre på ruten mellem Odense Banegård og Syddansk Universitet, hvor der har været en markant stigning i antallet af passagerer.

- Der er færre, der skal stå og vente på en bus. Der har været passagerer, der skulle til universitetet, som simpelthen ikke har kunnet komme med bussen, fordi den har været fyldt, siger Steen Møller.

Ved du noget? Så send os et tip