I det fynske folks tjeneste

Benzinen bliver endnu billigere

Torsdag kunne man tanke benzin til omkring 7,50 kroner literen mange steder på Fyn. Og meget tyder på at brændstoffet bliver endnu billigere.

Benzinen bliver endnu billigere.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Oliepriserne har nemlig været alt for høje, og det så Olaf Haahr allerede i sommer, da man skulle bruge næsten 12 kroner på en enkelt liter benzin.
- Vi fandt ud af, at der blev handlet 40 gange så meget olie om dagen, som der fandtes i alle verdens tankanlæg. Det var ren spekulation, og derfor skulle boblen briste. Priserne var kunstigt høje, siger oliekongen Olaf Haahr, der blandt andet har benzintanke i Ringe, Assens og Nyborg.

Den officielle listepris var i går 8,44 kroner for en liter 95 oktan blyfri benzin, og den er under pres.
- Det er ikke urealistisk, at den kommer under otte kroner, siger seniorøkonom Christian Hilligsøe fra Sydbank.