I det fynske folks tjeneste

Dan Jørgensen: Lilleholt må være mandfolk nok til at beklage

Søfartsstyrelsen skal flyttes til Korsør og ikke til Svendborg, som man ellers havde sat næsen op efter. Det skuffer det fynske folketingsmedlem, Dan Jørgensen, der mener, at Lilleholt må beklage løfterne fra valgkampen.

04:22

05:36

1 af 3

Dan Jørgensen mener, at det faglige miljø omkring søfart, der er i Svendborg, gør det oplagt at placere Søfartsstyrelsen i Svendborg. Men det er energi-, klima- og forsyningsminister Lars Christian Lilleholt, der især skuffer det socialdemokratiske folketingsmedlem.

- Som fynbo er man dybt skuffet over, at Søfartsstyrelsen ikke kommer til Svendborg, fordi Lars Christian Lilleholt og mange prominente Venstre-folk har tæt på afgivet et løfte i valgkampen omkring det her, siger Dan Jørgensen til TV 2/FYN.

- Når man stod i det ene valgmøde efter det andet med Lars Christian Lilleholt, og hans blik ikke flakkede en millimeter, når han sagde, at vi skulle have Søfartsstyrelsen til Svendborg, så undrer det jo rigtig meget, at det ikke er lykkes Lars Christian nu, mener Dan Jørgensen.

Lilleholt må beklage

Dan Jørgensen erkender dog, at Lilleholt ikke har al magt i regeringen, men det betyder ikke, at han mener, at ministeren slipper for at beklage.

- Første gang vi har en fynsk sag, så må Lars Christian også være mandfolk nok til at sige, at "det kunne jeg ikke bære hjem til Fyn, og jeg beklager, at jeg har givet indtryk af noget andet i valgkampen". Det ville jeg gøre, hvis jeg var ham, siger Dan Jørgensen.

Lars Christian Lilleholt mener imidlertid, at der i stedet for at hænge med næbbet på Fyn er god grund til at glæde sig i dag - over Danmarkshistoriens største udflytning af arbejdspladser.

- Nu er der kun en Søfartsstyrelse, og jeg var selv inde og pege på Svendborg som oplagt placering, men det afgørende for mig er, at det er lykkes at få gang i udflytningen, siger Lars Christian Lilleholt (V).

Han ærgrer sig dog over, at styrelsen havnede på den anden side af bæltet.

- Jeg er da ked af, at Søfartsstyrelsen ikke er endt i Svendborg. Men der har været mange interesser, og det hele har skullet hænge fornuftigt sammen, så jeg synes, vi skal være glade på Fyn i dag i stedet for at hænge med næbbet, siger Lars Christian Lilleholt.