Dement reddet op af koldt havnevand

Drukneulykke i Faaborg undgået. Nødstedt mand med lav kropstemperatur blev fundet i tide.

En stærkt nedkølet dement mand blev natten til torsdag reddet fra at drukne i Faaborg Havn.

Mandens kropstemperatur målte ikke mere end 29 grader, da han blev hevet op af det vinterkolde havnevand, oplyser Fyns Politi.

Politiet var blevet alarmeret klokken 03.12 af en person, der var ved at læsse varer af i nærheden, som hørte den nødstedte mand råbe om hjælp.

Den demente havde af ukendte årsager forvildet sig ned på marinaen og var faldet i vandet, hvor han lå mellem lystbåde og fortøjningspæle.

Heldigvis blev han opdaget i tide og slipper dermed med livet i behold. Manden kommer fra Slagelse, og det vides ikke umiddelbart, hvad han lavede i Faaborg.

Oversigt

    Oversigt