Steffen bor bæredygtigt: - Det er både billigt og behageligt at bo her

Boligselskabet Civica har bygget 40 lejeboliger, som er certificeret efter høje krav til bæredygtighed. Projektet er det første af sin art på Fyn.

- Det eneste, jeg synes, der mangler, er en lille smart elbil i indkørslen.

Sådan lyder det fra Steffen Nielsen, som er en tilfreds lejer i bebyggelsen Lensmarken i Årslev på Midtfyn.

Han er flyttet fra et betonbyggeri i Odense og til Årslev. Nu bor han i et rækkehus med træ på facaden og mos på taget.

Steffen Nielsens rækkehus er en af i alt 40 almene lejeboliger, som er bygget af boligselskabet Civica. Bebyggelsen er speciel, idet den er etableret efter den såkaldte DGNB-certificering, der stiller særlige krav til bæredygtighed - ikke bare miljømæssigt, men også økonomisk.

Behageligt at bo i

Familien består af far Steffen, mor Maria og Esther på 11 måneder, og indtil videre har det været en god oplevelse at bo bæredygtigt. 

- Jeg synes, det er et virkelig smukt byggeri, og det er behageligt at bo i. Så jeg kan kun se det som vejen frem at bygge på denne måde, siger Steffen Nielsen, som i sit daglige arbejde er civilingeniør med speciale i robotteknologi.

DGNB-certificeringen betyder, at byggeriet i Årslev opfylder en række krav til bæredygtighed. Den særlige certificering vægter miljø, sociale forhold og økonomi lige meget. Desuden stilles der krav til byggeproces og teknisk kvalitet.

- Vi tænkte ikke meget over det med bæredygtigheden, da vi fik tilbudt boligen. Bortset fra at byggeriet var splinternyt og så godt ud. Siden har vi opdaget mange fordele ved at bo her, fortæller Steffen Nielsen.

Lav varmeudgift

Boligerne i Årslev har varmepumper og avanceret ventilation, som sikrer en meget lav varmeudgift. Steffen Nielsen har endnu ikke haft brug for at tænde for varmen overhovedet.

- Det bæredygtige er tænkt ind i mange detaljer, både i boligen og i omgivelserne, og det giver en god fornemmelse, siger Steffen Nielsen.

Rækkehusenes facader er beklædt med varmebehandlet træ, og på taget vokser en særlig slags mos, der optager regnvand. Op til 70 procent af regnvandet optages via det grønne tag, mens resten ledes hen i regnvandssøer. Bebyggelsen afleder ikke regnvand til det offentlige net.

quote Jeg kan kun se det som vejen frem at bygge på denne måde.

Steffen Nielsen, beboer, Lensmarken

Ressourceforbruget er planlagt ned i mindste detalje, både i byggeprocessen og i den daglige drift. På den måde belastes miljøet mindst muligt uden at gå på kompromis med indeklimaet.

En beboer har efter tilflytningen oplevet, at hendes to børns astmasymptomer er blevet mindre, og Steffen Nielsen kan også bekræfte fordelene ved det sunde indeklima.

- Min kæreste har pollenallergi, men på grund af filtre i vores ventilationsanlæg kan hun trække vejret bedre, selv om vi har en græsmark nærmest lige uden for døren, siger han.

Ikke dyrere end andre boliger

- Det altafgørende for os er, at det ikke er dyrere at bygge efter bæredygtigheds-certificeringen, siger Jens Pilholm, direktør i boligselskabet Civica.

- Men for at det skal lykkes at bygge bæredygtigt, skal alting nøje planlægges fra begyndelsen, og så skal der samarbejdes tæt med rådgivere og håndværkere, siger Jens Pilholm.

Som alment boligbyggeri er økonomien i bebyggelsen begrænset af en fast ramme, som ikke kan overskrides. Det nye boligkvarter i Årslev er etableret med en samlet byggesum på 49 millioner kroner.

Samtidig skal huslejen afspejle de lave byggeomkostninger efter et såkaldt balanceprincip.

Det betyder, at de bæredygtige boliger ikke er dyrere end andre almene boliger.

Boligselskabet Civica vil videreføre erfaringerne fra Årslev til 40 nye bæredygtige almene boliger i Middelfart. Her bliver der tale om fire boligblokke i tre etagers højde.

HVAD ER DGNB-CERTIFICERING?

 

 

Oversigt

    Oversigt