I det fynske folks tjeneste

Graffiti fra fortiden: - Det er en meget stærk og speciel oplevelse

Nyborg Slot forbindes ofte med konger og storpolitik, men i kældrene har almindelig menneske sat deres aftryk.

00:27

Måske er det runer, som er fundet i kælderen under vagttårnet på Nyborg Slot. Video: Ole Holbech

Mange har gennem tiden været i kælderen på Nyborg Slot. I nyere tid har det mest været museumsfolk, men historien viser, at også fanger er blevet proppet ned i mørket.

Og måske er det netop fanger, som med et overraskende fund, sender budskaber fra fortiden til nutiden. 

Museets folk har nemlig i kælderen under slottets gigantiske vagttårn fundet noget der måske er datidens graffiti, måske er budskaber ... - man ved det simpelthen ikke:

- Vi opdagede det, fordi vi er ved at lave nogle bygningsarkæologiske undersøgelser, fortæller Erik Bjerre Fisker, som er bygningsarkæolog hos Den Gamle By i Aarhus.
 

Artiklen fortsætter under billedet ...

Læs også Kostbar kinesisk HCA-film sat på pause

  Foto: Ole Holbech

Overraskende hemmelighed

Lige nu er Nyborg slot og det gigantiske vagttårn ved Nyborg Slot pakket ind og under restaurering. Og selvom man skulle tro, at alle kroge i det gamle slot var gennemsøgt og endevendt mere end én gang, så dukkede de formentlig 700 år gamle hemmeligheder overraskende op. 

I stenene er der ridset både tegn og inskriptioner, som meget vel kan være runer, men det er endnu så friskt, at eksperterne ikke er sikre.

- I virkeligheden er det her et sjældent indblik i en hverdag på Nyborg Slot. Hver gang det sker, føler man at man kommer tæt på de folk, der boede her, arbejdede her, levede her ... eller den situation, som vi står i her, som er en ulykkelig situation ... vi står i bunden af en fangekælder. Det er en meget stærk og speciel oplevelse, siger afdelingsleder ved Landskab & Arkæologi på Østfyns Museer, Claus Frederik Sørensen.

Han erkender, at både han og en række andre ansatte gennem tiden formentlig har set inskriptionerne og tegnene flere gange, men ikke har reageret på dem - i første øjekast kan det ligne noget som uvorne publikummer har ridset ind i stenene:

- Det er nogle gange den her effekt med, at man næsten ikke kan se skoven for bar træer.

Restaureringen af Nyborg Slot koster 351 millioner kroner og er støttet af A.P. Møller Fonden, Realdania og Nyborg Kommune. Det omfatter også det 22 meter høje vagt- eller udsigtstårn, som slottet oprindelig var udstyret med i historisk tid.

01:55

Video: Ole Holbech

Luk video