I det fynske folks tjeneste

Faaborg-Midtfyn lokker de unge

Faaborg-Midtfyn lancerer en kampagne, der skal få især de unge til at oprette en digital postkasse.

Faaborg-Midtfyn Kommune gør en ekstra indsats for at få borgerne til at oprette en digital postkasse.

Kampagnen er målrettet de unge, hvorfor kommunen bruger både Facebook og Instagram til en konkurrence, hvor man kan vinde en iPad, men alle borgere er velkommen til at deltage uanset alder.

Konkurrencen går ud på, at man skal gå ind på borger.dk og oprette en digital postkasse.

Derefter kan man uploade et billede af sig selv og bagsiden af sit NemID på sin egen side på Facebook eller Instagram - eller begge steder - og tilføje #digitalpostfmk.

Med dette såkaldte hashtag kan kommunen finde ens billede og trække lod om en iPad.

Konkurrencen er led i en større lokal kampagne i forbindelse med, at alle skal have en digital postkasse fra 1. november.

Når den især er rettet mod de unge, skyldes det, at de unge er mest træge med at oprette sig.

Udover konkurrencen vil der blive opsat plakater og uddelt tag-mig-med-hjem-postkort i butikkerne i Ringe og Faaborg, ligesom kommunens folk vil være til stede ved forskellige arrangementer.

Ved du noget? Så send os et tip