Finansiering af Kattegatbro: Hold fingrene væk fra Storebælt

Fynsk Erhverv kan ikke se logikken i en mulig kommende Kattegatbro.

Fynsk Erhverv, der organiserer de fynske erhvervsvirkomheder, er enig med de fynske borgmestre i, at det er bedre at sørge for en toptunet infrastruktur over Fyn og Storebælt end at bygge en jysk Kattegatbro til 58 milliarder kroner.

Til sammenligning koster det seks milliarder at bygge en ny Lillebæltsbro, der kan forbedre trafikafviklingen i Trekantområdet. 

- I princippet har Fynsk Erhverv ikke noget imod en Kattegatbro, men vi kan ikke se, hvorfor man skal bruge så mange penge, når man har et så godt infrastrukturapparat som Storebæltsbroen, som man bare kunne videreudvikle på og bringe afgifterne ned på, siger formanden for Fyns Erhverv, Jørgen Dirksen, til TV 2/Fyn.

- Bilisterne betaler

I sin beretning til Fynsk Erhvervs generalforsamling torsdag var han positiv over takstnedsættelsen på 25 procent og det tredje spor hen over Fyn, som regeringen vedtog i december, men han er mildest talt ikke tilfreds med finansieringen.

For det er bilisterne, der får lov at betale begge dele, fordi tilbagebetalingen forlænges med fem år.

- Vi er stærkt uenige i, at det er broens trafikanter, der skal finansiere udbygningen af den fynske motorvej.  Over 90 procent af trafikken mellem Øst- og Vestdanmark går over den fynske motorvej.  Det understreger, at den strækning ikke bare har lokal men national betydning, der skal finansieres af fællesskabets kasse, sagde Jørgen Dirksen.

I forbindelse med den fremtidige finansiering af Kattegatbroen, siger Jørgen Dirksen  til regeringen:

- Hold fingrene væk fra Storebæltsbroen og sæt afgifterne ned i stedet for. 

 

Oversigt

    Oversigt