I det fynske folks tjeneste

Fulde folk skabte travlhed hos politiet

Fyns Politi har haft en travl lørdag aften med uro, tyveri og vold.

Flere personer vågner op med gevaldige tømmermænd i detentionen hos Fyns Politi søndag morgen. Andre vågner op med skader på legemet efter indtagelse af store mængder alkohol.

En 50-årig mand fra Svendborg skal være glad for at han overhovedet er i live. Klokken et stod han midt på kørebanen på Sundbrovej i Svendborg. En kvindelig bilist opdagede den fulde mand i sidste øjeblik og bilen strejfede manden med højre forskærm. Han slap mirakuløst uden alvorlige skader, men måtte en tur på skadestuen.

I Kauslunde ved Middelfart måtte politiet hente en 42-årige mand, der havde været truende og lavet ballade ved en fest på Mariemøllevej. Da betjentene bad manden følge med truede han også dem, og han blev efterfølgende smidt en tur i detentionen.

I Odense blev en 31-årig mand anholdt efter at han i en kæmpe brandert havde overfaldet to 35-årige mænd på p-pladsen foran værtshuset Bobz i Slotgade. Den ene af de to mænd fik et knytnæveslag i ansigtet, og blev sparket flere gange, da han faldt. Da voldsmanden blev anholdt fandt politiet en stjålet iPhone i mandens lomme.

Manden er i forvejen kendt af politiet.

Tidligt søndag morgen måtte politiet i Svendborg en tur til Byhavevej, hvor en fuld 26-årige mand nægtede at betale for en tur i taxa. Da politiet blev tilkaldt blev betjentene overfuset verbalt. Manden nægtede at opgive sit navn og vil nu blive sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

Ved du noget? Så send os et tip