I det fynske folks tjeneste

Dagens Fantastiske Fællesskab: Fynboer fra hele øen synger sammen

Koret Pop'n Soul favner ikke kun flere generationer, men trækker også medlemmer fra hele Fyn. Koret er med i konkurrencen Fantastiske Fællesskaber.

Pop'n Soul øver på Ryslinge Højskole. Foto: Privat

Sådan her beskriver Pop'n'Soul sig selv i deres indstilling:

Det rytmiske kor Pop'n Soul øver på Ryslinge Højskole en gang om ugen. Der er 95 personer i koret i alle aldre, der kommer kørende fra hele Fyn for at deltage.

Korets repertoire er radioaktuelle og kendte pop-hits på dansk og engelsk. Hver gang koret rejser lærer vi 1-2 sange på original-sproget - så det bliver sjovere at samarbejde med lokale kor. 

Hvor kan man opleve jer?

Koret har blot de seneste år optrådt på:

* Engen til Skt Hans for 12000 mennesker, 2019

* Midtfynsfestivallen 2019

* Flakhaven til 'Knæk Cancer', 2018

* Flakhaven til HCAndersens jubilæum for 10.000 mennesker, 2017

* samt til en lang række events og koncerter.

Koret har rejst til Barcelona og Island og rejser 2020 til Amsterdam på tour.

Koret har deltaget ved releasekoncerter og workshops til korleder Janne Winds projekt PopSalmer, der skaber innovation indenfor moderne salmesang.

Udover at koret deltager i en række af Ryslinge Høj- og Efterrskoles arrangementer og nu i Midtfynsfestivallen er koret også aktivt i byens kulturliv. Pop'n Soul har blandt andet optrådt til julemarked i Ryslinge Hallen, til de lokale gudstjenester og optræder gerne udendørs i bybilledet når lejlighed byder sig til stor glæde for naboerne, der strømmer til.

Læs også Dagens Fantastiske Fællesskab: Orkestret, som spiller Nordfyn op

Hvad er det særlige ved, at I er et stort et kor?

Med et rytmisk kor af denne størrelse og erfaring er der mulighed for at gøre en stor forskel. Både for de enkelte medlemmer, der udtrykker glæde og taknemmelighed over at være med, men også for vores publikummer, workshop-deltagere og i de velgørende sammenhænge koret træder op.

Fællesskabets primære formål er at lave skøn musik og bidrage til kulturens fremme på Fyn med ugentlig sangtræning, årlige rejser og korweekender og en travl optrædekalender, hvor det enkelte kormedlem føler sig set, mødt, værdsat og sat i spil. Det sekundære fokus for Pop'n Soul og foreningen Pop'n Souls venner er at støtte diverse velgørende formål i det fynske med optræden, indsamling eller deltagelse.

Lukker I andre ind i fællesskabet?

Til mange af korets koncerter er der integreret fællessang, korworkshop eller sangaften, så alle tilstedeværende bliver inkluderet. Koret har tæt samarbejde med Ryslinge Høj- og Efterskole, hvor vi øver og optræder - og laver ofte ting med skolens elever.

Til den netop genopståede Midtfynsfestival i Ringe optrådte koret tre gange, først alene til åbningen, så om aftenen som backing til Christian Juncker og endelig til en større frokost-kor-workshop, hvor et par hundrede festival-deltagere deltog i fællessang og kor.

Hvordan blev I så mange?

Koret har eksisteret siden 2012 og er vækstet fra 12 sangere til nu 95 aktive, skønne mennesker. Det er sket ved mund-til-mund og koret tiltrækker sangere fra Svendborg, Nyborg, Tommerup, Assens, Odense og Bogense. Altså - hele Fyn samles på midten for at synge  sammen.

Korets medlemmer er aktive i en række udvalg i foreningen, der fundraiser, planlægger events, rejser og koncerter og laver markedsføring. Der er også en større hyggegruppe, der sørger for kaffe/te og gode sociale stunder til hver korprøve. Nærvær, samvær og fællesskab er altid i fokus ved siden af det høje musikalske niveau.

Læs også Dagens Fantastiske Fællesskab: Børn og voksne i Star Wars-kostumer

Hvorfor skal I vinde prisen?

Her har bestyrelsen spurgt korets sangere, hvad der gør Pop'n Soul til noget særligt og hvorfor vi skal vinde prisen som et fantastisk fællesskab:

"Vi er et helt unikt 'Fyns-kor', samlet - på tværs af generationer - fra hele Fyn. Vi er mennesker, der mødes i et enestående fællesskab, hvor alle er lige 'kor-kolleger'. Titler, alder og status er uvæsentlige. Vi er samlet om en fælles passion - og vi løfter hinanden. Der er så megen hjertevarme og positiv energi til både koraftener og koncerter, så de er svære at undvære." - Lis

"Pop and soul giver så meget livsglæde og hjælper på en stresset hverdag. Vi har det skønt sammen og vi interesserer os i hinandens ve og vel." - Conni

"Når 'jeg' bliver til 'os' og man oplever flow i kraft af at være en del af et fantastisk fællesskab, der får det bedste frem i hinanden og som lykkes når man i situationen forglemmer sig selv og bare hører og oplever fælles lydbillede." - Dorthe

"Jeg går altid hjem gladere end da jeg kom. Og ingen af os kan synge i kor alene." - Mette

Hvad skal prisen bruges til, hvis I vinder?

Vi kunne med Pop'n Soul komme meget længere ud i velgørende sammenhænge, hvis vi havde en pose penge til lavpraktik, transport og løn. Bestyrelsen arbejder til enhver tid for, at koret gør sig gældende også i situationer, hvor der ikke er økonomi, og ville gerne kunne optræde oftere til indsamlinger, velgørenhedskoncerter og andre gode formål.

Derudover ønsker bestyrelsen, at korets deltagerpris til rejser, events og oplevelser holdes på et minimum, så alle uanset personlig økonomi har mulighed for at deltage så ofte som muligt. Vores rejser styrker det sociale sammenhold og er en væsentlig lim, der binder relationerne i koret sammen. En del af prisen vil hjælpe til at sikre at alle har råd til at deltage på vores Hollandstur til april 2020

Besøg Pop'n'Soul på deres hjemmeside og Facebook.

 

FAKTA

58 fantastiske fynske fællesskaber meldte sig til konkurrencen Fantastiske Fællesskaber. Her på siden præsenterer vi løbende de mange fællesskaber.

 

Den 4. november offentliggør vi de fem fællesskaber, som en jury har valgt at nominere. Samme dag åbner afstemningen, hvor alle fynboer inviteres til at stemme på deres favorit. Vinderen med flest stemmer modtager 100.000 kroner.

 

Fantastiske Fællesskaber er skabt i samarbejde mellem TV 2 Regionerne, Lokale og Anlægsfonden, Tuborgfondet og Made By Us. Læs mere her.