I det fynske folks tjeneste

Fynsk elev får 119.000 for lang arbejdsuge

En 20-årig elev har fået 119.000 kroner i efterbetaling for massivt overarbejde på fynsk maskinstation.

En 20-årig elev har fået 119.000 kroner i efterbetaling for massivt overarbejde på fynsk maskinstation.

Hans arbejdsuge var på op til godt 87 timer. På ét døgn kørte eleven traktor i over 22 timer - på sin 11. arbejdsdag i træk. I den måned knoklede han i alt 509 timer. Det skriver Nyhedsbrevet 3F.

Eleven arbejdede fra midten af 2006 og indtil efteråret 2008 for Brdr. Knudsens Maskinstation på Østfyn.

Her fik han ingen ekstra betaling for sit massive overarbejde i marken eller på landevejen. Og lønnen var den samme, ligegyldigt om han
arbejdede søndag eller mandag.

Det fik 3F Østfyn til at rejse en sag for medlemmet, som nu har fået 119.000 kroner i efterbetaling.

Arbejdsgiveren vil ikke kommentere sagen over for Nyhedsbrevet 3F:

- Jeg har ingen kommentarer. Den sag er slut, siger Bjarne Knudsen fra Brdr. Knudsen til Nyhedsbrevet 3F.