Håber ikke på hvid jul

To fynske kommuner har allerede opbrugt snebudgettet for i år, og langt de fleste har ikke råd til mere end tre-fire dages rydning, hvis sneen for alvor begynder at falde.

 Værst ser det ud i Svendborg og Faaborg-Midtfyn, skriver Fyens Stiftstidende.

Her er årets vinterbudget allerede brugt op på udgifter til vedligeholdelse, vagtplaner og saltning.

- Jeg burde gå i kirke hver søndag og bede om godt vejr til jul. For begynder sneen at falde, ved jeg ikke, hvad vi skal gøre, siger konsulent ved vejafdelingen hos Svendborg Kommune, Per Stoumann.

I Svendborg koster en snerydning omkring en halv million kroner. Penge som kommunen ikke har.

- Jeg aner ikke, hvor vi skal finde pengene, hvis det begynder at
sne, siger teknisk udvalgs formand Flemming Madsen (S).

Pengene brugt andre steder

De fynske kommuner er dog selv ude om den uholdbare situation.

To kommuner har sparet på budgettet til i år på forhånd, mens tre andre, som Fyens Stiftstidende har talt med, har taget penge afsat til årets snebudget og brugt dem andre steder.

- Vi har været utroligt pressede på pengene, så der blev overført to en halv million kroner til andre formål, som kommunalbestyrelsen har fundet, er vigtigere, siger Grete Justesen (K), formand for teknisk udvalg i Faaborg-Midtfyn.

- Det er ofte ting, der rimer på hjerte og smerte, der kommer før
asfalt og snerydning, siger hun.

Billedet går igen i Svendborg, hvor man har fjernet 1,4 millioner på snebudgettet, mens Nyborg har taget en million.
 
Det er de foregående års milde vintre, der får kommunerne til at satse på, at sneen også bliver væk i år.

Oversigt

    Oversigt