I det fynske folks tjeneste

I dag afgøres det klassiske drama: - You loose gold!

Når priserne i dag uddeles i Carl Nielsen-konkurrencen, er en andenplads bare ikke godt nok. Der er nemlig mere på spil end bare penge.

00:34

Anna Agafia Egholm er eneste dansker tilbage i konkurrencen. Hun har været feberramt gennem en stor del af perioden. Video: Knud Erik Jørgensen, Odense Symfoniorkester – OS

De har forberedt sig til tænderne i månedsvis. De har kæmpet sig igennem elleve dage foran jury og publikum, og de har øvet dag og nat og trodset både feber og nervøsitet.

I dag afgøres det, hvem der løber med førstepladserne i Carl Nielsen International Competition.

Og ifølge musikformidler Ole Kiilerich vil deltagerne gøre rigtig meget for at blive nummer ét.

- You loose gold! Pengemæssigt er det næsten det samme, men man vinder et kæmpe karriereboost. Pladeindspilning, koncerter, og internationalt agentsamarbejde, som de helt vildt gerne vil have fat i allesammen.

De startede med at være 72 tilmeldte musikere. Og i løbet af de sidste dage er feltet skåret ned til tre finalister i hver af kategorierne fløjte, violin og klarinet.

Blandt dem er der kun én dansker tilbage. Nemlig violinisten Anna Agafia Egholm. Hun spiller i dag den sidste finalekoncert kl. 14, hvor også de to øvrige finalister spiller. Det er svenske Johan Dalene og franske Marie-Astrid Hulot.

TV 2/Fyn sender direkte

TV 2/Fyn sender direkte fra både den sidste violinkoncert og fra prisoverrækkelsen. Det foregår på tv2fyn.dk/carl.

Desuden er vi klar med gæster og kommentatorer i vores studie i Odense Koncerthus fra kl. 13.30.

Store præmier på spil.

Der uddeles seks priser til hvert instrument.

Læs også Hvem hvad hvor: Her er alt, hvad du bør vide om Carl Nielsen-konkurrencen

Førsteprisen er på 12.000 euro og en pladekontrakt med Orchid Classics til en værdi af 13.000 euro. Hertil kommer solistoptræden ved ti koncerter over de følgende to år med nogle af Skandinaviens bedste symfoniorkestre og på internationale festivaler. Andenprisen er på 10.000 euro, og tredjeprisen er på 8.000 euro.

Desuden uddeles Odense Symfoniorkesters Pris på 1.500 euro og UngeJuryens Pris på 1.500 euro.

Finalisterne

Violin:

Anna Agafia Egholm, Danmark

Johan Dalene, Sverige

Marie-Astrid Hulot, Frankrig

 

Fløjte:

Rafael Adobas Bayog, Spanien

Marianna Julia Żołnacz, Polen

Josephine Olech, Frankrig'

 

Klarinet:

Aron Chiesa, Italien

Victor Diaz Guerra, Spanien

Blaz Sparovec, Slovenien