I det fynske folks tjeneste

Kongerne kommer: Stort internationalt rockband til Tinderbox

Kings of Leon spiller på næste års Tinderbox. Foto: Yves Herman /Scanpix

Pet Shop Boys kommer også til Odense næste år Foto: Pressefoto

1 af 2

Hvem skal stå allerøverst på Tinderboxplakaten 2017? Her er et hint. "You. Your sex is on fire."

Det er selvfølgelig Kings of Leon, der indtager scenen i Tusindårsskoven næste år. Det er amerikanernes eneste show i Skandinavien i 2017. 

Vi er helt oppe at ringe over at kunne præsentere Kings of Leon på næste års Tinderbox

Morten Hopballe, Tinderbox' pressetalsmand.

- Vi er helt oppe at ringe over at kunne præsentere Kings of Leon på næste års Tinderbox. De er et af de sidste ti års største, bedste og mest medrivende rockbands, og det er et band, der har stået meget højt på vores ønskeliste siden Tinderbox' start, og som vi er overbevidste om, at vores publikum vil elske. Og så er det et rockband, der i den grad leverer varen, siger Morten Hopballe, Tinderbox' pressetalsmand.

Kings Of Leon - Use Somebody (Official Video)

Legendariske Pet Shop Boys spiller også i Tusindårsskoven. Den engelske duo har opnået intet mindre end 22 top 10-hits i Europa. Navnet på deres kommende tour er SUPER!, som også er navnet på deres seneste album. 

Sceneshowet er designet af Es Devlin, der senest har lavet shows til Beyoncé og Kanye West. 

Pet Shop Boys - It's A Sin (Official Video)

Sidste navn på Tinderbox-plakaten, der dermed tæller 11 navne, er det millionsælgende amerikanske rockband Jimmy Eat World. De har siden gennembruddet i 2001 været leveringsdygtige i skarpe og fængende guitarbårne sange, og på albummet ”Futures” tog de for alvor den store lyd til sig og leverede 11 sange, der passede perfekt til festivaler.

11 navne klar
Tredje udgave af Tinderbox løber af stabelen 22.-24. juni 2017, og foreløbig ser programmet sådan ud:

Torsdag: Kim Larsen & Kjukken, Die Antwoord, Tove Lo og Magtens Korridorer

Fredag: Kings of Leon, Jimmy Eat World, Thomas Helmig og Suspekt

Lørdag: Pet Shop Boys, Lukas Graham og Martin Garrix

Ved du noget? Så send os et tip